Hanne Haagen: Passionen driver mig

17-08-2023 15:36

Charlotte Kusk Berwald

Der er sjældent en rolig stund i Hanne Haagens liv, bortset fra den daglige middagslur. Hun er dybt engageret i voltigering og distance på højeste niveau og kører gerne rundt i hele Europa for at komme til stævner

Copyright Ridehesten.com
Hanne Haagen Hansen, her fotograferet i 2018. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Med egen rideskole er det arbejde syv dage om ugen for Hanne Haagen Hansen, der har Egholm Ridecenter ved Skibby som hun driver sammen med sin kæreste, Flemming Hyldeqvist. I år blev det til guld ved de nordiske mesterskaber i distanceridning og prisen "Best Condition". Ugen efter var hun longefører ved VM i voltigering hvor det blev til både sølv og bronze.
– Jeg kan spotte talenterne på rideskolen og sætte dem i gang med voltigeringen. Jeg har været bidt af den sport i mere end 40 år efterhånden. Det er så fantastisk at få lov at følge de helt unge talenter fra de prøver det første gang og så måske få lov at se dem vinde store medaljer. Nogle gange overvejer jeg at knibe mig selv i armen for at se om jeg bare drømmer, fortæller Hanne Haagen Hansen til Ridehesten. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Masser af ridning
Hele Hannes liv er dedikeret til heste og ridesporten. Hun har to arabere som hun bruger til distance og dem bruger hun også i sit arbejde. Ikke at de går med i elevskolen som elevheste, men når der er skovtur på skemaet rider Hanne med på dem. De fleste dage slutter arbejdsdagen ved 21-tiden, så det handler om at bruge sin tid fornuftigt. 
– Mit næste mål er at ride en 160 km. i Holland. Alderen er lidt imod mig efterhånden, så det er nu det skal ske. Jeg har gjort det to gange før, så jeg tænker det nok skal gå godt igen. Sådan en tur skulle gerne tage en 10-11 timer, så man skal være i absolut topform. Jeg tænker heller ikke jeg skal have nye distanceheste når de her har opbrugt de kilometer de har i benene. Så skal jeg have mig en dressurhest. Det bliver helt underligt bare at kunne flette, køre til stævne, varme op, ride og så være hjemme igen i løbet af få timer. Sådan er det absolut ikke med distance. Her er hele bilen og traileren fyldt med udstyr. Godt hestene er små, så der også er plads til dem, griner Hanne. 

Copyright Ridehesten.com
Hanne Haagen Hansen, her fotograferet i 2018. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Vi forfølger drømmene
Selvom Hanne er en meget stålsat dame, har hun brug for sine mål. Der skal hele tiden være et nyt eventyr på bedding, så har hun det bedst. 
– Jeg skal have noget at træne imod. Jeg har prøvet så meget forskellige og jeg kan simpelthen bare ikke lade være. Men det betyder selvfølgelig også at der kommer nogle uger hvor der er sådan lige rigeligt knald på, men når det så resulterer i guld til nordisk, holdsølv til nordisk, sølv til VM for junior, 4. plads til EM for senior for hold og en bronze til Nations Cup. Alt sammen i løbet af en god uges tid. Så er man lidt træt bagefter, men pyt. Det her er langt federe end at tilbringe to uger på en strand på en eller anden sydhavsø, sådan noget siger mig ikke lige noget, fortæller Hanne.
Hun kan også fryde sig over at det hold hun vandt sølv til NM med, bestod af mennesker hun kender særdeles godt. 
– Tænk at have helbred til alt det her, det er jeg meget taknemmelig for. Og uden alle de som ville hjælpe både med voltigering og distance, var der intet af det her, der var muligt, slutter Hanne, der lige skal nå den obligatoriske middagslur før det i eftermiddag går løs med undervisningen på rideskolen.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen