Handicapidrættens elite mødes

13-11-2007 14:42

Maja Golles

Nedtællingen til de Paralympiske Lege i 2008 er begyndt. Midt i november mødes 20 talentfulde atleter på Pressalit Sports Academy til en samling om målsætning og strategier.

Selvom udøverne dyrker forskellige sportsgrene og har forskellige handicaps, kan de få stort udbytte af hinandens træningsstrategier og af at stå sammen som nation i Beijing. Uanset om idrætsgrenen er skydning, svømning, ridning eller kørestolsrugby, kan den professionelle udøver have glæde af at forbedre træningens kvalitet. Det er en af tankerne bag Pressalit Sports Academy, som skal forberede danske eliteudøvere til de Paralympiske Lege (PL) i Beijing i september 2008. Med Pressalit Sports Academy satser Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) på eliteområdet. Det skal gerne udmønte sig i medaljer ved PL i Beijing 2008 og et hævet eliteniveau. Den 16. og 17. november 2007 mødes 20 handicappede elitesportsfolk på Pressalit Sports Academy i Vejen sammen med deres trænere og de to coaches Martin Langagergaard og Jesper Cassøe. Alle deltagerne har en realistisk medaljechance ved PL i Beijing. "Fuldstændig som til OL er der for hver idræt specifikke krav, som udøverne skal leve op til for at deltage. De forskellige idrætsgrene indstiller deres bedste udøvere, og DHIF's eliteudvalg udtager fra januar til juni deltagerne til PL i 2008," forklarer elitechef Michæl Mølgaard Nielsen fra DHIF, der regner med 25-35 deltagere i otte-elleve idrætsgrene i den endelige trup. Pressalit Sports Academy er blevet til i et samarbejde mellem DHIF, Team Danmark og hovedsponsoren Pressalit Care. Pressalit Care, som producerer bad- og køkkenløsninger til mennesker med nedsat funktionsevne, udtrykker begejstring for samarbejdet. "I handicapidrætten finder vi nogle stærke rollemodeller, som nedbryder åbenlyse begrænsninger og skaber muligheder i stedet. Den indstilling skal også være en del af vores produkter og virksomhed. Vi kalder det kort sagt: Keep Living. På det punkt får vi en unik inspiration fra atleterne," siger Senior Corporate Communications Manager Thomas Mandrup fra Pressalit Care.

Links

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner