Maja Golles
En islænder er intet værd uden en lang hårlok i panden. Pandelokken er nemlig afgørende for, at hesten kan deltage i konkurrencer. Derfor regner politiet med, at det er misundelse, der har fået ukendte gerningsmænd - eller drenge - til at klippe 15 centimeter af islænderen Gosis pandelok. - Vi har oplevet det på andre rideskoler i området. Vi tror, at det har noget at gøre med misundelse mellem pigerne, for når en islænder har fået klippet pandelokken af, så kan den ikke deltage i konkurrencer, siger vicepolitikommissær i Nordsjællands Politi Finn Duris. Han afviser derfor, at der er tale om dyremishandling. Og det er ikke første gang, at en islænder i området har fået den uønskede, men ellers moderigtig klipning. Tre gange inden for de seneste to uger er islændere blevet klippet af ukendte gerningsmænd. Det er grunden til, at Anne Sundby, daglig leder af rideskolen Ordrupdal, anmeldte klipningen til politiet. Hun forklarer, at hårlokken er af stor betydning for såvel hest som rytter. - Det har betydning, hvis hesten skal til stævne, men det forringer også en islænders værdi, hvis dens lange pandelok er blevet forkortet, siger Anne Sundby. Hun mener dog ikke, at de misundelige gerningsmænd stammer fra hendes rideskole. Kilde: Avisen.dk