Guldregnen vil ingen ende tage

27-06-2014 11:30

Nordisk guld i dressur for kat. I-ponyer blev redet i dag af de danske ponyryttere ved NM i Kristiansand i Norge i dag

Copyright Ridehesten.com
Sandra Aagaard Hyrm og Der Harlekin.

Efter 1. afdeling af holdmesterskabet for kat. I-ponyer ved NM i dressur i Kristiansand lå det danske landshold i front inden 2. og sidste afdeling fredag. Og Anne Sofie Kystol Knudsen, Natalie Hering, Louise F. Christensen og Sandra Aagaard Hyrm levede op til favoritrollen og red det nordiske guld i hus.
Startskuddet til 2. afdeling, der skulle rides i det individuelle program, gik kl. 8 fredag morgen. Første dansker på banen var Anne Sofie Kystol Knudsen på Modderbeek's Flo, og dommerne bedømte programmet til 66,171 %. Natalie Hering og Klinsmann fik 66,951 % for deres program, mens Louise F. Christensen og Vegelins Goya igen leverede en pragtpræstation med klassens bedste program til 72,976 %. Sandra Aagaard Hyrm og Der Harlekin var sidste danske indslag på banen, og dermed lå presset om at sikre guldet på deres skuldre. Den opgave tog ekvipagen på sig og leverede et program til 72,561 %.
Hermed fik danskerne et resultat på 212,414 point i 2. afdeling, og med samlet 424,261 point kunne holdet modtage guldmedaljerne. Sølvet gik til Sverige med 412,436 point, mens Norge fik bronze med 412,127 point, og Finland blev nr. 4 med 402,291 point.
Louise F. Christensen og Vegelins Goya vandt klassen, mens Sandra Aagaard Hyrm og Der Harlekin blev nr. 2. Natalie Hering og Klinsmann sluttede som nr. 10, og Anne Sofie Kystol Knudsen på Modderbeek's Flo blev nr. 13.
Det individuelle nordiske mesterskab afgøres lørdag, hvor der skal rides kür.

Se resultaterne HER

Kilde: DRF.

Info

Seks nordiske mesterskaber i Kristiansand
De nordisk/baltiske mesterskaber i dressur og paradressur afvikles i Kristiansand i Norge fra den 25. – 29. juni. Danmark stiller med landshold i dressur for seniorer, ungryttere, juniorer og pony (kat. I og II), mens fire paradressurryttere i hhv. grad II, III og IV skal repræsentere Dannebrog.
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen