Malene Reismer Vestergaard
Det blev en utrolig spændende finale for de danske ungryttere i dag i Middelfart. Ingen ryttere var fejlfrie inden dagens finale, men seks ryttere stod med fire fejl fra de forgående dage. Efter hovedrunden var der fire ryttere, som måtte ud i en omspringning om de tre medaljer. Det var Katinka Clausdatter Worsøe/Webster, Christian Schou/Coronada, Thomas Majlund/Carlos Cantus og Thomas Hougaard/La Kendra. Alle fire fik 4 fejl i hovedrunden og stod derfor lige med 8 fejl. Katinka Clausdatter Woresøe lagde ud i omspringningen men lavede desværre 8 fejl, det samme gjorde Christian Schou, dog lidt langsommere end Katinka. Thomas Majlund red en sikker omspringning lige til sidste forhindring, hvor der ærgeligt nok faldt en bom. Det var nu bare op til 19-årige Thomas Hougaard med hoppen La Kendra at holde nerverne i ro og ride fejlfrit. Det var tilsyneladende ikke noget problem for den rutinerede ekvipage, og de leverede en surveræn nul-runde til stor jubel for de mange publikummer. Det blev derfor til DM guld til Thomas Hougaard, sølv til Thomas Majlund og bronze til Katinka Clausdatter Woresøe. Læs meget mere om DM i næste nummer af Ridehesten og se web-TV her på siden fra næste uge.