Camilla Tiefensee Schrøder
Det endte med en flot dansk sejr i holdkonkurrencen for childrenryttere ved Baltic Cup på Vilhelmsborg i dag.
Guldvinderholdet bestod af Ina Meldgaard Slettnes Møller på Carlisca e. Cartani/Chello (opdr. ZG Moeller Ege & Ile), Olivia Dresler på Bull's Cabachino e. Cabachon/Animo (opdr. Connie Bull & Tonje M. Moe), Karoline Sloth Kjær på C-Colita e. Colman/Leonid (opdr. Hans Lyngvig) og Victoria Lora Engelbrecht Perez på Leopold e. Uskudar des Malais/Guidam (opdr. Lars Fedder). Holdet havde fire fejl og en samlet tid på 225.42 sekunder.
Flere sejre til Karoline Sloth Kjær
I de individuelle klasser sprang Karoline sig til yderligere to sejre, både på hest og på pony. Med holstenerhoppen C-Colita vandt hun 120 cm-klassen for children med to fejlfri runder efterfulgt af Rosemarie Heering, som blev nummer to med to fejlfri runder på Luigi e. Lamentos/Concetto.
På ponyen Bjerregårds Qlimax vandt hun 120 cm-klassen for kat. 2. I denne klasse gik alle ryttere med fejl i omspringning, da ingen red fejlfrit i første runde. I omspringningen var hun fejlfri i hurtigste tid, 34.45 sekunder. Andenpladsen gik til Line Busk Heltborg på Gogo M, mens nummer tre blev Olivia Høyer Pedersen på Harfield Diego tæt efterfulgt af Caroline Amalie Bak Attermann på Forrests Fame and Fortune.
Også Karoline Sloth Kjærs lillesøster, Laura, vandt en sejr ved stævnet i dag. På kat. 3-ponyen Rosa vandt hun 95 cm-klassen med en fejlfri runde i en tid, som de svenske konkurrenter ikke kunne komme i nærheden af.
Mange flotte placeringer
Også blandt juniorrytterne kom Dannebrog til tops i dag. Emmalou Falck Gubi Olsen vandt CSIJ-A 135 cm med to fejlfri runder på vallakken Cooper e. Lord Z/Polydox (opdr. Lhbm Beusink). Hun fik hele to topplaceringer i samme klasse, da hun også blev nummer fire med City 11 e. Clarimo/Quinar (opdr. Petersen Peter Fr., Ahrenshoeft). På City 11 red hun i næsthurtigste tid, men fik fire fejl i omspringningen.
I 110 cm-klassen for children blev den danske vinder Sofie Kjer Gregersen på hoppen Bailey's, som var den hurtigste af klassens to fejlfri ryttere.
Bedst placerede dansker i CSIJ-A 125 cm blev Filippa Christer Andersen, som blev nummer to med en fejlfri runde på DV-hoppen Fiona e. Favorit Ask/Doncaster AA (opdr. Dorte Bech Sørensen). Nummer tre blev Caroline Nørgaard Winter, som red fejlfrit på Lannaro e. Larino/Kannan (opdr. Gestüt Lewitz).
CSIP 120 cm blev vundet af svenske Mathilda Bohlin, men havde seks danske ponyryttere i omspringning, og andenpladsen gik Nikoline Dresler, som red dobbelt fejlfrit på Chocalarto. Josefine Sandgaard Mørup indtog både tredje- og fjerdepladsen med dobbelt nulrunder på henholdsvis Rainbows Mocha og Bebo Com.
Også i CSIP 115 cm var bedste danske placering en andenplads. Den gik til en fejlfri Clara Roesgaard Kristensen på Aille Suki. Chili Auscher og Ballyglass Paddy kom på tredjepladsen, også med en fejlfri runde.
Bedste dansker i 1m-klassen for kat. 3 var Emilie Øvlesen, som med to fejlfri runder på Some Journey sluttede på en andenplads.