Britt Carlsen
200 hjælpere har over fire weekends knoklet for at levere varen ved de tre spring- og det ene dressurstævne på Vilhelmsborg arrangeret af Danish Derby Horse Show. Denne weekend er den sidste i rækken og her mødes springryttere fra hele landet, samt de omkringliggende nationer i medrivende konkurrencer. Her til aften kulminerede de største springklasser med en forrygende finale Selene Finans Grand Prix. I morgen søndag fortsætter konkurrencerne på Vilhelmsborg med spændende finalespringninger. Knap 50 springryttere mødtes i den vanskelige Grand Prix springning her til aften, og der var en særdeles god stemning i hallen. Det lykkedes kun for tre ryttere at ride banen fejlfrit de to Emmanuelsson søskende Emma og Alexandra samt den danske berider Torben Frandsen og han sejrede med en fejlfri runde på den danske varmblods vallak Alcamo Vogt e. A’Khan Z opdrættet af Niels Vogt Hansen. Foruden æren vandt Torben Frandsen også en funklende ny Ifor Williams trailer sponsoreret af GLAD Trading.