Gode tips til læderpleje

23-10-2022 21:33

Annika Knudsen Lorentsen

Hvis dit rideudstyr skal holde længe, så kræver det pasning og pleje, og her får du en række gode tips til pleje af dit læderudstyr

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Maria Schacht
Nyheden fortsætter efter annoncen

Med tiden har vi alle udviklet vores egne rutiner, når det kommer til læderpleje – herunder også genveje. Men vi sørger lige for at genopfriske de gode råd her, både til jer med god rutine og jer der først er ved at lære, hvordan læderudstyr plejes bedst.

Rengør alle dele af dit udstyr – ikke kun ydersiden
Selvom de fleste ikke ser undersiden af sadlen, er det den del, der er i størst kontakt med din potentielt svedige og beskidte hest. Det er også den side, der bliver slidt mest med årene. Brug sadelsæbe, lunkent vand (læder er trods alt hud) og en blød svamp. Brug svampen i cirkulære bevægelser på hele sadlen og tør overskydende skum af med en ren klud.

Brug godt gammeldags lædersæbe
Skader på læderet på din sadel er ofte et resultat af kemi; ubalance i PH-værdien for at være præcis. Når du regelmæssigt rengør sadlen med en god sadelsæbe, holder du PH-værdien korrekt balanceret.

Når du skal smøre din sadel med fedt, er dine hænder dit bedste redskab
Ligesom når mor laver frikadeller, er vedligeholdelse af sadlen bedst gjort med hænderne og noget godt læderfedt. Først smører du sadlen ind i læderfedt med en (ren) svamp. Når sadlen er dækket, bruger du dine hænder til at massere fedtet ind i læderet på alle sadlens overflader. Husk at fjerne overskydende fedt med en blød klud.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Se enhver pudsning som en mulighed for, at udføre et sikkerhedstjek af dit udstyr
Når du ordner dit udstyr, kommer du naturligvis helt tæt på alle dele af det – her ser du også ting du måske normalt ikke ville have set. Når du pudser så tag dig tid til at holde øje med eventuelle sikkerhedsrisici.

Lad være med at bekymre dig om at skille dit udstyr ad
Hvis du er bange for at glemme, hvilke huller de forskellige dele var spændt i, så tag et lille stykke tråd og bind igennem det hul du løsner spændet fra. Du kan også skrive det ned på en lille notesblok eller blot tage et billede af det med din telefon.

Brug metalpolering til at give spænderne et ekstra glimt
Hvis dine spænder på fx trensen er lidt matte, kan du polere dem op med et pudsemiddel til metal – bare husk at det skal være et uden giftstoffer, da de kan afblege læderet omkring spænderne. Lad poleringsmidlet virke et par minutter før du pudser det af igen.

Mugproblemer
Sørg for at dit udstyr altid er tørt og rent, inden du putter det i en kasse, eller hænger det i et lukket rum. Fugtigt klima er optimalt for, at muggen kan sprede sig. Et godt tip er at opbevare dit udstyr i åndbare tasker, når det ikke er i brug.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen