Annika Knudsen Lorentsen
40 ryttere mødtes i den 11. afdeling af World Cuppen 2022/2023 i den vesteuropæiske liga, og her var to danske ryttere til start.
Første af dem på banen, var Lars Bak Andersen som red sin anden World Cup-klasse i sæsonen sammen med den velspringende 11-årige Carl-Heinz B. e. Chacco-Blue/ Quality 9. Sammen leverede de en rigtig stabil præstation, men der faldt en enkelt bom undervejs.
Senere i klassen blev det 21-årige Caroline Rehoff Pedersens tur, og sammen med Chaccieny e. Chacco-Blue/ Caretano Z kom hun igennem sin første World Cup-klasse nogensinde med et enkelt nedslag og én tidsfejl.
Tolv ekvipager kom fejlfrit igennem banen, og det var dermed mellem disse, at vinderen skulle findes i en omspringning. Her var det tyske Gerrit Nieberg med Blues d'Avelines CH e. Baloussini/ Coriall der leverede den bedste præstation og dermed sikrede han sig sejren og flest point. Den tyske rytter er nu placeret på femtepladsen i den samlede stilling, hvor der er sket lidt ændringer efter dagens kvalifikation.
Danske Andreas Schou er fortsat placeret blandt de 18 ryttere, der får direkte adgang til finalen i Omaha, USA til april. Han er placeret som nr. 16 med 31 point. Der er endnu tre afdelinger tilbage i den vesteuropæiske liga før det er afgjort hvem der ender med at tage de eftertragtede pladser.