Kristine Ulsø Olsen
Ved EM i Hagen i 2019 blev det til hold bronze, ved OL i 2021 i Tokyo blev det til en fjerdeplads og som vi alle husker, blev det ved VM i Herning sidste år til guld for det danske hold. Men hvad skal det blive i år? Det bliver vi klogere på i morgen eftermiddag når holdkonkurrencen er afgjort. I dag startede Grand Prix'en klokken 9.30 og lidt efter middagstid var Daniel Bachmann Andersen og Vayron e. Vitalis/Gloster første danske ekvipage.
Den store brune vallak, hvis stangmål nærmer sig de to meter, så en smule trykket og spændt ud på vej op ad midterlinjen, men derefter så det blændende godt ud. Den lidt spændte start blev hurtigt erstattet af et imponerende travprogram, som gjorde at procenten nærmede sig 78 inden den første piaffe. Det er mangler endnu lidt mere aktivitet i piaffet-turen og det fik også procenten til at falde, men det er stadig imponernede hvordan Daniel formår at få det hele til at se let ud. Efter en god start på galopprogrammet var Vayron tæt på at oversætte sig, specielt i den sidste galoppirouette, men Daniel var hurtig og fik korrigeret vallakken så hurtigt han kunne. Smilet var stort da Daniel hilste af og ligeledes da dommerne belønnede ridtet med 74,14%, hvilket lige nu rækker til en tredjeplads.
Tyske Matthias Alexander Rath på Thiago GS e. Totilas/Warkant var på banen lige inden Daniel og på trods at de faktisk var reserve og er kommet med på et afbud fra Sönke Rothenberger og Dansk Varmblodshesten Fendi e. Franklin/Diamond (opdr. Stald Cassøe), så havde den tyske ekvipage et rigtig solidt ridt, hvor den charmerende hingst viste alle sine kvaliteter. De har derfor lagt Tyskland i spidsen med 74,84%.
Briterne er i år spået til at være favoritter til at vinde holdkonkurrencen og som første rytter for dem var Gareth Hughes på Classic Briolinca e. Trento B/Royal Dance. Han overgik lige Daniel og har på nuværende tidspunkt lagt sig ind som nummer to med 74,56%.
Nu venter en halvdel af dagens klasse, hvor Andreas Helgstrand og Jovian rider på banen kl. 16.15 som fjerde sidste rytter.