God afslutning for Lone og Anne i Hagen

21-04-2022 12:57

Horses and Dreams Hagen: Her til formiddag var Lone Bang Larsen og Anne Troensegaard til start den i trestjernede Grand Prix Special, hvor de begge havde to gode ture og endte som nummer seks og syv i et stærkt felt anført af Isabell Werth

Solen skinner her i Hagen, hvor der siden i morges klokken 8.00 har stået dressur på programmet. I gårsdagens Grand Prix, formåede både Anne Troensegaard og Lone Bang Larsen at være blandt den 15 bedste, som her til morgen fik lov til at ride Grand Prix Special.

Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov e. Romanov/Diamond (opdr. Jens Riishede Jensen) havde i går lidt fejl i programmet, men de udeblev heldigvis i dagens Special. Den 11-årige hoppe lagde rigtig godt fra start med et flot travprogram og det samme fortsatte i både skridt - og galopprogram, hvor dommerne måtte op med adskillige 7,5 og 8-taller. Samlet blev det til 72,17% og en sjetteplads, blot en procent fra tredjepladsen. 

I går lagde Anne Troensegaard og Kipling TSF e. Hofrat/ Hohenstein E.H. (opdr. Peter Christensen) helt forrygende fra land, da de blev nummer tre i et stort og stærkt felt. Da Anne og Kipling red på banen i dag var det spændende om gårsdagens placering kunne holdes og da de i starten af programmet lå på over 75%, så det særdeles lovende ud. Desværre indløb der lidt fejl med galop inden trav traversaden og ligeledes fejl inden anspringet til galop. Dermed faldt procenten undervejs, så det blev til 71,89% og en syvendeplads. 

Med både Bella Rose og Weihegold på pension, var det spændende at se hvad verdens mest vindende rytter, Isabell Werth, ville hive frem af nye kommende topheste. I gårsdagens Grand Prix vandt hun på den 10-årige hoppe Superb 2 e. Surprice 26/Donautanz og det gentog hun i dagens Special. Hoppen, der godt kan minde lidt om Bella Rose, var i dag særdeles tændt og det resulterede i fejl hist og her, som dog ikke blev straffet særlig hårdt af dommerne. I 2'er changementerne hvor der indløb fejl, var det tydeligt at høre Werth sige "shise", hvor hun på den efterfølgende kortside rullede lidt øjne og rystede på hovedet. Alligevel blev det til 75,40% og en klar sejr i ugens sidste trestjernede dressurklasse. 

På andenpladsen fulgte finske Emma Kanerva på Mist of Titanium OLD e. Millennium/Diamonit med 73,31%, mens koreanske Young-Shik Hwang på Bluebarry Dream e. Benetton Dream FRH/Wolkenstein II lidt overraskende, blev nummer tre med 73,12%

Klassens resultat.

Se start- og resultatlister fra stævnet her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner