God dansk indsats i Grand Prix CDIO

16-07-2010 09:50
Den indledende CDIO Grand Prix ved CHIO Aachen tæller i holdkonkurencen, hvor hollænderne har vist sig stærkest. Danmark er repræsenteret af Anne Troensegaard, Mikala M. Gundersen og Anne van Olst

De danske dressurryttere Anne Troensegaard, Mikala M. Gundersen og Anne van Olst lagde godt ud i første CDIO klasse i Aachen, hvor alle tre ekvipager placerede sig midt i feltet. Alle tre gjorde et godt indtryk og opnåede et hæderligt resultat. Anne van Olst opnåede 67,052%, Mikala M. Gundersen 66,930% og Anne Troensegaard 65,684%. Ingen af de tre red helt fejlfrit, så der er bestemt god grund til at håbe på forbedrede placeringer, når rytterne lørdag morgen skal ride Grand Prix Special i CDIO turen. Anne Troensegaard og Seduc gjorde deres debut på den store stadion i Aachen og gjorde en meget flot figur i det stærke internationale felt og lå meget langt ind i programmet til over 68%! Efter et kiks i etterne, begyndte procenten at dale og da Seduc i den sidste piaffe på midterlinjen pludseligt stod bomstille, lød der et kollektivt og ærgerligt suk fra publikum og Anne kiggede hastigt bagud for at se, om noget var hændt hendes hest, inden det lykkedes hende at ride videre i sidste passage. Det blev desværre en kostbar fejl efter et meget flot ridt.

Læs meget mere om CHIO Aachen i magasinet Ridehesten 08/2010.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner