Britt Carlsen
Der har været en fantastisk stemning på den store arena ved UVM på Zangersheide gennem alle finaler, hvor der stod stærke og frygtløse kvinder på toppen af podiet i 5- og 6-års mesterskabet.
Et totalt frygtløst ridt gav irske Niamh McEvoy sejren i 5-års klassen med Orange de Baugy e. Dominator Z/Babarian for KWPN. Det var også en kvinde, som stod øverst på podiet i den medrivende omspringning for 6-års heste. Sidste års verdensmester for 6-års heste, tyske Katrin Eckermann, stod nemlig igen i år øverst på skamlen. Det er nu tredje gang den tyske kvinde kan kalde sig verdensmester, og i år toppede hun det fornemme resultat ved også at vinde bronze. Hun red sejren hjem på hoppen Sascinora NRW e. Stakkato-Boy RM/Firth of Lorne for WBFSH, men det var med hingsten Iron Dames Earl of Alice hun indtog bronzepladsen. Hingsten er registreret i Brandenburg og efter Eldorado vd Zeshoek/ Cinsey.
Det var hendes landsmand, Kendra Claricia Brinkop, som red hingsten Sniper des Lilas Blances e. Hamilton du Capitre/ Calvaro Z ind på sølvpladsen for Stephex Stables.
– Jeg startede godt på min omspringning, men kunne have sluttet bedre til den sidste forhindring. Der tabte jeg, erkender Kendra, der kom i mål et halvt sekund efter vinderen. 20 heste var i omspringning i både 5- og 6-års klassen, hvilket også vidner om den stigende og høje kvalitet af heste, vi ser ved UVM, understregede sølvvinderen.
7-års finale
Finalerne for 5-års heste blev redet på en bane med forhindringshøjde 130 cm, for 6-års heste var kravet hævet med 10 cm, mens der mødte de 7-årige heste en S- bane på 145 cm med trekombination, dobbeltspring og stor vandgrav samt overbygget vand. Med den udfordring betød det, at 7 ud af 40 ekvipager kom i omspringning.
Vinderen af 5-års finalen, Niamh McEvoy, havde igen redet sig ind i omspringningen, og igen satte hun et tempo, som stoppede tiden 0,03 sekunder hurtigere end vindertiden, men hun fik nedslag på den allersidste forhindring. De øvrige seks ryttere var fejlfrie, og gav os en både seværdig og meget spændende omspringning.
Sidste års verdensmester for 5-års heste, irske Michael Pender, red som sidste rytter. Hans opgave var klar: hurtigere end 38,66 sekunder sat af belgiske Mathieu Bourdeaud’Hui og BWP-sønnen Remco van den Uilenbos e. Nixon van’t Meulenhof/ Triomphe de Muze, der lige sneg sig ind foran den irske toprytter Michael Duffy med BP Royalty e. Comme Il Faut/ Obos Quality for ISH, der stoppede tiden på 40,30 sekunder.
Michael Pender sparede tid, hvor det var muligt, red sit eget, korte spor til dobbeltspringet med HHS Mercedes e. Can Ya Makan/ Couletto for ISH. Det gav ham verdensmesterskabet med en tid på 38,30 sekunder. Som den irske vinder af 5-års klassen, Niamh McEvoy, så satser de irske ryttere på UVM og forbereder sig derefter.
Du kan se resultater for stævnet her.