– Garson har været en champ

28-09-2024 17:23

Trine Askjær-Jørgensen

Sådan lød det fra berider og landstræner i dressur for junior-, ung- og U25-ryttere, Kenneth Damgaard, efter endnu en sejr i lilletur ved det internationale stævne i tyske Hagen denne weekend, hvor tre danske ryttere er til start, og der er mere dansk islæt at finde

Copyright Ridehesten.com
Kenneth Damgaard og Vestervangs Garson. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Allerede i går lagde Kenneth Damgaard og Vestervangs Garson e. De Noir/ Ragazzo (opdr. Martin Klavsen) hårdt ud med en sejr i den 1-stjernede Prix St. Georges ved det internationale dressurstævne i Hagen, Tyskland, og den stil fortsatte parret i dag, hvor det blev til 71,853% og sejr i lilleturens Intermediaire I.

Kenneth har overtaget tøjlerne på Garson fra sin tidligere elev, juniorrytter Annabelle Rehn, der har haft stor succes med den talentfulde vallak og i december 2023 lå nummer to på FEI's verdensrangliste for juniorer. Annabelle er siden stoppet med at ride for at tage sin videregående uddannelse og dermed står Kenneth nu for den 12-årige DV-vallaks fortsatte udvikling.

– Jeg har haft et par rigtig gode ture i lilletur med Garson. Han har virkelig været en champ og fundet styrken og letheden til at kunne gøre det til en leg at cruise opad midten, fortæller Kenneth om weekendens præstationer.

I samme klasse var endnu en dansker til start, nemlig Martin Christensen og Dolciario e. Danciano/ Don Frederico, som red til 68,088% og en syvendeplads.

Copyright Ridehesten.com
Kenneth Damgaard og UNO Day Sun. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Ved samme stævne er Kenneth Damgaard også til start i den 4-stjernede tur med den 11-årige dansk varmblodshoppe UNO Day Sun e. UNO Don Diego/ Blue Hors Rosoff (opdr. Stutteri UNO ApS), som han har uddannet helt fra 4-års til Grand Prix i et velfungerende samarbejde med Joan Andreasen fra Stutteri UNO. Parret red i år deres første DM i dressur for seniorer, hvor de blev nr. 6.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Uno Day Sun leverede en fornuftig tur. Hun har haft en tendens til at ville for meget på banen, så jeg har arbejdet med at få hende til at slappe mere af. Det er endelig begyndt at lykkes, men det kom jeg vist til at nyde for meget i dag, så turen blev lidt for pæn, fortæller Kenneth Damgaard om ridtet i dagens Grand Prix, der gav dem 67,304% og en niendeplads i det stærke felt.

Copyright Ridehesten.com
Mathilde Koefoed-Nielsen og Odin Unik. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I den 3-stjernede Grand Prix Special red Mathilde Koefoed-Nielsen og den 10-årige dansk varmblodsvallak Odin Unik e. Denver TT/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Stutteri Unik v/ Morten Skov) en flot tur til 67,936%, mens sejren gik til verdens mest vindende dressurrytter, tyske Isabell Werth, på den tidligere Helgstrand-avlshingst, hannoveraneren D'avie e. Don Juan de Hus/ Londonderry, som blandt andet har været redet af spanske Severo Jurado Lopez, da han boede i Danmark. De red til 73,170% og en sikker sejr foran svenske Patrik Kittel og Zoulmate e. Zack/ Donnerhall.

I samme klasse gik også den 15-årige DV-hoppe Isabella e. Gribaldi/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Herluf Christensen) med sin rytter Carolina Cordoba Wolf.

I dagens sidste klasse, 4-stjernet Grand Prix Kür, var tyske Sönke Rothenberger og dansk varmblodsvallakken Fendi e. Franklin/ Diamond (opdr. Danish Derby Horse Shows ApS) til start, og her opnåede de en flot andenplads med hele 78,925% efter Patrik Kittel med Forever Young HRH.

Stævnets start- og resultatlister.

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen