Gallashow: A sky full of stars

09-03-2023 22:12

Charlotte Kusk Berwald

Efter en finjustering til generalprøven i dag, torsdag, kan publikum se frem til et gallashow fyldt med stjerner og stjerneskud, men inden da kan man glæde sig over, at showudvalget, for første gang, løfter sløret for indholdet i gallashowene med et smukt program

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Inden ethvert stort show, er der en generalprøve. For gallashowets vedkommende er det ikke nogen undtagelse. Helt sikkert er det, at gallashowet kommer til at indeholde den ene stjerne efter den anden.

Der kan ikke startes højere end med en rigtig stjerne, og det betyder at gallashowet bliver indviet med 2022 UVM-guldvinderen i dressur for 5 års heste. Der er naturligvis tale om Lyngbjergs St. Paris, der med sin rytter Victoria Vallentin i sadlen kommer til at vise årets åbningsnummer. Derefter fortsætter det i dressurens tegn, hvor Helgstrand Dressage med sin helt egen hingstekvadrille viser sine stjerner frem.

Stjernerne får efterfølgende en mindre størrelse - Twinkel Stars består af en flok super nuttede ponyer, en enkel appaloosa samt ikke mindst franske Marie Desodt. Sammen udgør de et team, hvor det ene flotte nummer efter det andet viser samhørigheden mellem Marie og hendes heste, og man er ikke i tvivl om at det her nummer går lige i hjertet på mange hesteglade publikummer.

Der er dog også en lille advarsel, for man skal huske at tage et lommetørklæde med. Dansk Varmblod har igennem årerne haft mange vidende og engagerede hestemennesker, som hver især har sat deres præg på Dansk Varmblod. Rigtig mange heste har igennem tiden også haft kæmpe indflydelse på Dansk Varmblod, og alle disse mennesker og heste, som ikke længere er her, vil blive hyldet som stjerner i himmelen. Men nummeret vil ikke kun give tårer i øjenkrogen, da fremtidens håb og up-coming stars også vil blive hyldet.

De islandske heste er efterhånden en fast gæst i gallashowet, og i år er ingen undtagelse. Hvem er bedre til at vise nordlyset, end dem der har haft mulighed for at se det mange gange? Nordlyset er en fantastisk smuk oplevelse, og i år vil de islandske heste fortolke nordlyset sammen med de fantastiske dansere fra Idea Nordic.

Inden det bliver tid til en pause, skal der dog lige en konkurrence til i Stjernetræf. Stjernetræf består af fire stjerner indenfor hver deres felt, og her kan man være med til at heppe sin favorit til en sejr. De fire ryttere vi kommer til at se i aktion er springrytteren Konstantin Deeken Künnemann, islænderrytteren Nils-Christian Larsen, Dressurrytteren Nanna Merrald samt ikke mindst Robinsonvinderen Katrine Hedemann

Nyheden fortsætter efter annoncen

Mens folk kan forrette deres nødtørft og hente forfriskninger, er der stillet en springbane op. Det er tid til den årligt tilbagevende kostumespringning, og alle rytterne har fået at vide at de skal klæde sig ud som en person med star quality, hvilket også er navnet på årets kostumespringning. Her kan man godt forvente, at der kommer nogle meget sjove indslag. Kan du gætte, hvilken stjerne de har klædt sig ud som?

Herefter skal vi en tur under stjernerne, hvor Franske Laurent Douziech vil guide os igennem en historie hvor drømme og virkelighed smelter sammen, mens der vises flot luftakrobatik og trick-ridning.

Ingen stjerner uden stjernetegn! Kan du finde dit eget stjernetegn? Helgstrand Dressage og Idea Nordic vil fortolke hvert eneste af de 12 stjernetegn, så dit vil helt sikkert også være iblandt.

Det bliver fulgt op at et rigtigt hundeshow! Wolfgang Lauenburgers hunde vil fremvise de flotteste stunts og tricks, og det vil uden tvivl få publikum til at grine. Man skal ikke være i tvivl om, at her er der også tale om små stjerner. Wolfgang er optaget i Guinness World Record for at få sine 14 hunde til at danne en conga-line.

Nogen så måske, at Dansk Varmblod søgte Blue Hors Zack-afkom tidligere i år. Der var mange at vælge imellem, da Blue Hors Zack helt præcist har 1047 afkom. En flok af Blue Hors Zack-afkom vil blive fremvist af deres ryttere i en hyldest til Blue Hors Zack – og kan du gætte hvilket nummer, de forskellige afkom har i rækkefølgen om hvem der kom først til verden? Hvert enkel afkom har et spor på sig, der fortæller det.

Man glemmer det helt til hverdag, men vi har en enkel stjerne, der er fantastisk vigtig for os alle sammen. Grunden til at der er liv på planten Jorden. Der er selvfølgelig tale om solen, og hvad er bedre end at afslutte showet med et hæsblæsende nummer, hvor Idea Nordics dansende ildartister og Laurent Douziech med sine heste kommer til at fremvise et show fuld af varme og ild?

Glæd jer til Dansk Varmblods Gallashows fredag og lørdag aften og der er fortsat billetter til salg.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner