Fuld fart på væddeløbene i Asaa

03-07-2023 18:58

Charlotte Kusk Berwald

Med snart hundrede år på bagen, er væddeløbet i Asaa en af sommerens traditioner i det danske hesteland

Copyright Ridehesten.com
Fuld fart på væddeløbene i søndags i Asaa. Foto: Elbæk Foto
Nyheden fortsætter efter annoncen

Søndag var der intet mindre end 80 ekvipager til start til væddeløbet, som er det sidste hvor amatører må deltage uden licens og hvor der må være totalisatorspil udenfor de autoriserede baner. På trods af den dystre melding fra DMI om dårligt vejr, mødte omtrent 2500 publikummer op for at heppe og nyde suset, når hestene fik startsignal. Til sammenligning bor der kun omtrent 1000 mennesker i byen og man kan undre sig over, hvorfor sådan et lille event kan tiltrække så mange mennesker. 
– Det skyldes det gode sammenhold her i byen. Vi kæmper for det her. Det er noget som Asaa er kendt for i hele landet, at vi har det her hestevæddeløb en gang om året, fortæller væddeløbskoordinator Bent Jørgensen fra Væddeløbsudvalget.

Copyright Ridehesten.com
En af de glade vindere. Foto: Elbæk Foto

Væddeløbet har efterhånden 96 år på bagen. Det blev afviklet for allerførste gang i 1927 og er kun blevet udsat under besættelsen i 1940'erne, to år dengang coronaen hærgede samt et enkelt år hvor regnen var så voldsom, at man aflyste for at undgå ulykker. For sikkerheden kommer før alt andet.
– Den største udfordring er altid vejret, men i dag har det været perfekt. Vi fik godt nok lidt småbyger, men det er perfekt væddeløbsvejr. Hvade der været strandvejr, så vælger mange stranden frem for at komme herud og hygge sig, fortæller Thomas Nymann Geller, formand for Asaa borgerforening.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den store opbakning fra publikum er altafgørende for at hestevæddeløbet har kunnet bestå så mange år.
– I spillelovgivningen er der faktisk en passus der angiver, at vi denne ene gang om året har lov til at lave spil i totalisatoren, som ellers er forbeholdt de professionelle baner. Det er vi meget stolte af, fortæller Bent Jørgensen. derudover kommer man ikke udenom, den store indsats fra en hær af frivillige, der hvert eneste år bakker troligt op om løbet. 
– Vi lægger os i selen hvert eneste år for at nå de 100 år. Vi vil selvfølgelig også gerne fortsætte, når vi har nået de 100 år, men det er jo en milepæl, som er helt unik, så den vil vi rigtig gerne kunne fejre om fire år, fortæller Bent Jørgensen.

Copyright Ridehesten.com
Endnu en af de glade vindere. Foto: Elbæk Foto

Igen i år blev de mange løb afviklet på fineste vis og de tretten meget glade vindere, kunne tage hjem med de fine sejrsdækkener, blomsterbuketter samt ærespræmier. Det står allerede fast nu, at løbet bliver afviklet igen næste år, hvor datoen er fastsat til 14. juli 2024. Tilmeldingen åbner til foråret.

Copyright Ridehesten.com
Foto: privat
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen