Fremragende militaryresultater i Sverige

01-04-2024 18:57

Trine Askjær-Jørgensen

Stærk start fra de danske militaryryttere, der i påsken var rejst til Sverige for at ride 2- og 4-stjernet, i hvad der for mange var årets første stævne. Peter Flarup og Luna Richter viste de rød-hvide farver frem på bedste vis

Copyright Ridehesten.com
Peter Flarup og Fascination. Foto: Ridehesten.com/Camilla Tiefensee Schrøder
Nyheden fortsætter efter annoncen

En lang række danske militaryryttere har hen over påsken været til internationalt militarystævne på 2- og 4-stjernet niveau i Sverige. På 4-stjernet niveau er det erfarne ryttere som Peter Flarup, Mia Hastrup og Hanne Wind Ramsgaard, der har været til start, mens Peter og Mia også har haft heste med på 2-stjernet niveau, hvor blandt andre også DM-vinder 2023, Bianca Bagge, har været til start med Daddys Money.

Flarup med to heste i top-3
I alt 14 ekvipager var samlet for at starte 4-stjernet og i flere tilfælde forsøge at ride en OL-kvalifikation i hus ved det traditionelle påskestævne i Gärds, som blev arrangeret af Kristianstad International Eventing. For mange ekvipager var det årets stævnedebut.

Efter dressuren søndag var det en svensk ungrytter, nemlig Wynja Eriksdotter Rubin, der lagde sig i spidsen af den 4-stjernede konkurrence, mens de erfarne OL-ryttere, tyske Andreas Dibowski og danske Peter Flarup, fulgte lige efter. Ridebanespringningen ændrede dog på placeringsrækkefølgen, og tyske Dibowski tog efter en fremragende runde på springbanen føringen før terrændelen.

Mandag tog det danske OL-makkerpar, Peter T. Flarup og den 13-årige dansk varmblodsvallak Fascination e. Favorit Ask/ Lando (opdr. Jørn-Ove Jørgensen) hul på terrændelen som første ekvipage på den nybyggede, 4-stjernede bane. De fik 4,4 strafpoint for tiden, hvilket gav i alt 41,2 strafpoint og en andenplads i klassen. Peter Flarup blev også nummer tre i klassen med den 11-årige KWPN-vallak Impressed e. Zambesi TN/ Lauriston, med hvem han endte på i alt 45,3 strafpoint.

Copyright Ridehesten.com
Peter Flarup og Fascination. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen

Danmark stjal det 2-stjernede show
Den 2-stjernede klasse havde knap 70 startende fra Sverige, Norge, Danmark og Finland. Klassens sidste del, terrænet, bød på 22 forhindringer, som blev redet i fint vejr mandag morgen.

21-årige, danske Luna Richter stjal showet sammen med den 17-årige, rutinerede dansk varmblodsvallak Frankie e. Federico xx/ AK's Rush (opdr. Stald Mejse) og forhindrede de svenske hjemmebaneryttere i sejr. Vallakken blev nr. 10 ved UVM som 6-årig sammen med Peter Flarup. Ekvipagen blev også nummer ti i tyske Luhmühlens 5-stjernede klassiker i 2019 og startede et EM, inden hesten sidste år blev solgt til familien Richter.

Ved årets påskestævne i Gärds lagde ekvipagen ud med at blive nummer tre efter dressuren og springningen. I terrænet fik ekvipagen det hele til at se legende let ud; de kom fejlfrit igennem på præcist 5 minutter, og med 31 strafpoint løb de således med sejren.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Peter Flarup, der havde taget intet mindre end fire heste med til, hvad der for ham var årets første militarystævne i 2024, red sig med den 10-årige holstenerhoppe Gamegirl Impe e. Chico's Boy/ Cyrkon (opdr. Henning Møller Hansen) til en tredjeplads i den 2-stjernede konkurrence med 32,8 strafpoint.

– Alle fire heste har gået fantastisk, fortæller Peter Flarup.

Stævnets start- og resultatlister.

Flotte danske præstationer i de nationale klasser
I forbindelse med det internationale stævne blev der i Gärds Ryttarförening også afviklet nationale militaryklasser. Der gik tre afdelinger af CNC100, og her blev det til en dansk sejr og flere andre placeringer i to af afdelingerne.

Vicky Dejo Mathiesen tog sig med den 10-årige dansk varmblodshoppe Katniss V. e. Quattro B/ Cajus (opdr. Vicky og Moni Mathiesen) af sejren i anden afdeling af CNC100, hvor de endte på 24,8 strafpoint, mens Petrea Hyldgaard Thomsen og den 8-årige DV-vallak Hot Quinto e. Quintet/ Heartbeat (opdr. Jørgen Peder Albertsen) tog sig af tredjepladsen med 36 strafpoint.

I den tredje og sidste afdeling af CNC100 red Emilie Nielsen og den 8-årige DV-vallak Elle's Dancing Interstellar e. Party Dance/ Carson Ask (opdr. Susanne Grubbe) sig til en andenplads med 32,6 strafpoint, mens Siw Kaas og den 11-årige DV-hoppe Vanilla Fly e. Tailormade Lancelot/ Castro (opdr. Ida Brighel) tog sig af fjerdepladsen med 35,4 strafpoint.

Resultaterne af de nationale klasser.

Copyright Ridehesten.com
Her ses Vicky Mathiesen og Katniss V. til Scandinavian Jumping Tour 2024. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner