Fremragende, hjertebankende Grand Prix

17-10-2015 21:05

Elleve springryttere mødtes i en fanstastisk spændende omspringning i Grand Prix of Odense - den omspringning fik publikum til at juble og gispe, det var sport på et højt niveau - og der blev redet næsten ufattligt stærkt

Copyright Ridehesten.com
Hans Torben Rüder og Orlanda 27 - vinder af Grand Prix'en

Johannes Ehning og den 16-årige Salvador var de første til rigtig at udfordrer tiden med 29,39 sekunder, og Rolf-Göran Bengtsson med Unita Ask var blot 0,01 sekund efter. Den første, og skulle det vise sig, eneste rytter, som kom under de 29 sekunder var Hans-Torben Rüder og Orlanda, der holdt et opskruet tempo hele vejen rundt på banen. Orlanda angreb hver forhindring og var lynhurtig væk på den anden side i landingen. Det samme mønster viste Mic Mac du Tillard under tyske David Will, men de måtte tage til takke med andenpladsen. 

”Det er fuldstændig uvirkeligt” sagde Hans Torben Rüder, da han kom ud fra omspringningen med Orlanda 27 - ”Jeg vandt også en Grand Prix i sidste uge, så det er jo helt vildt!”

Tyske David Will med Mic Mac. ”Sikke en runde – det var super sjovt derinde,” sagde han efter omspringningen.

Selvom tempoet var lynende hurtigt var det en totalt afslappet Rolf-Göran Bengtsson der kom skridtende ud af banen med Unita Ask. ”Det passede ikke helt derinde og jeg måtte ride på 2 galopspring mindre end ellers planlagt” konstaterede han med et smil og fortalte, at han ellers var super godt tilfreds.

Bliss Heers som er kommet helt fra USA var også overordentlig tilfreds med sit og Prado K’s ridt: ”Det er første gang jeg er her, og alt har bare været godt – fantastisk sport og super fed atmosfære. Jeg er meget glad og tilfreds – sikke en uge det har været her i Odense.” Bliss sluttede på en 7. plads, og efter hun havde overdraget Prado K til hestepasseren genså hun sit ridt på mobilen med godt humør.    

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner