Fra reserve til sølvvinder ved Nordisk Mesterskab

04-07-2021 14:37

For ti dage siden vidste Sanne Svendsen ikke at hun skulle til Nordic Baltic Championships i Finland, da hun kun var udtaget som 2. reserve. Grundet frafald på det udtagne danske hold, åbnede muligheden sig for Sanne, der i dag vandt sølv for seniorer på Hannah Montana W, som hun selv har uddannet siden hoppen var 4 år gammel

Copyright Ridehesten.com
Sanne Svendsen og Hannah Montana W med sølvmedaljen. Foto: Privat

Blot 0,1% fra guldmedaljen
Seniorrytterne i dressur har netop afsluttet dette års Nordic Baltic Championships i finske Ypäjä og det var kun et mulehår fra at de danske ryttere skulle rende med fem ud af fem mulige indviduelle guldmedaljer. De sidste par dage er det nemlig blevet til individuelt guld på dressurbanen for Sofia RosenkildeElisabeth Cecilie Bonefeld-Dahl, Cecilie Hedegaard samt Emma Skov og det var blot 0,1% fra at Sanne Svendsen kunne fuldende det. 

I går vandt seniorholdet guld og her placerede Sanne Svendsen på Hannah Montana W e. Blue Hors Doolittle/Sidney (opdr. Henrik Wiborg) sig som nummer et individuelt i klassen. I dagens Grand Prix kür red Sanne på banen som aller sidste rytter og forinden havde svenske Jennie Larsson lagt sig solidt i front med 73,99%. Karakterne tikkede ind på Equipe og mens to af dommerne havde den danske ekvipage som vinder, så måtte Sanne og Hannah tage til takke med sølvmedaljen da det samlet blev til 73,89% og derved blot 0,1% fra at vinde guld. Bronzemedaljen blev også dansk, da Trine Mittag på Gammelenggaards Easy e. Light And Easy/Akinos (opdr. Nanna & Knud Jønsson) indtog den med 72,84%.

Copyright Ridehesten.com
Sanne Svendsen på Hannah Montana W. Foto: Hanna Heinonen

Fra ung og vild 3-års til udannet Grand Prix-hest
Sanne der til dagligt arbejder som ejendomsmægler i Roskilde, købte tilbage i 2013 den 4-årige Hannah Montana W. Årene er gået og sammen med Cathrine Dufour, har Sanne fået uddannet den temperamentsfulde røde hoppe til Grand Prix og deltaget ved DM for seniorer de sidste fire år, hvor det er blevet til tre finalepladser. I slutningen af maj udtog landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein de seniorekvipager, der skulle repræsentere Danmark ved NM i Ypäja. Her havde Sanne og Hannah fået pladsen som 2. reserve og udsigterne til at komme til Nordisk var derfor lange. 

Torsdag den 24. juni fik Sanne beskeden om at flere danske ryttere havde meldt fra og hun derved rykkede op på holdet, og det var altså blot fem dage inden afrejse. 

– Jeg fik det at vide torsdag aften og jeg havde slet ikke været indstillet på at der var mulighed at vi kom afsted, så jeg havde meget kort tid til at planlægge den lange rejse til Finland. I starten stod jeg på venteliste til færgen, så jeg var da lidt i tvivl om det overhovedet kunne lykkes os at komme afsted, fortæller Sanne.

Fire dages bootcamp hos Cathrine Dufour, 24-times rejse til Finland senere og to ture op ad midterlinjen, står Sanne nu tilbage med en guldmedalje for hold og en individuelt sølvmedalje.

– Det er stadig ret uvirkeligt for mig, for jeg kom herop uden de store forventninger, så at få en sølvmedalje er helt vanvittigt og jeg endnu ikke at det er sunket helt ind endnu, slutter Sanne. 

Se resultatet af klassen HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner