Fra ponyrytter til dressurstjerne

20-03-2025 12:18

Odsherred Rideklub har fået en enestående mulighed for at byde velkommen til OL-reserve Nadja Aaboe Sloth, hvor hun vil fortælle om sin rejse fra lille ponyrytter i Odsherreds Rideklub til dressurrytter på allerhøjeste plan

Copyright Ridehesten.com
Nu får du mulighed for at komme til en spændende clinic, når Nadja Aaboe Sloth gæster Odsherred Rideklub, hvor hun fortæller om sin rejse fra ponyrytter til international dressurstjerne. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Nu har du chancen for at komme til en spændende og lærerig clinic med dressurrytter Nadja Aaboe Sloth, hvor du kan høre om hendes rejse fra lille ponyrytter i Odsherred Rideklub til dressurrytter på allerhøjeste plan. Du får mulighed for at opleve samspillet mellem hest og rytter, når Nadja har fokus på undervisning af ryttere på flere niveauer samt viser, hvordan der arbejdes og trænes med heste og ponyer. 

Efter Nadja har demonstreret, hvordan hun underviser ekvipager på forskellige niveauer, hopper hun også selv i sadlen, når hun til slut giver en lille opvisning. Hvilken hest Nadja tager med til Odsherred Rideklub, er en overraskelse. 

Nadja Aaboe Sloth er 32 år gammel og arbejder i det civile som fængselsbetjent. Derudover er hun dressurrytter på højt plan, og var udtaget som reserve ved sidste års OL i Paris sammen med hesten Favour Gersdorf. Nadja har flere suveræne resultater bag sig, blandt andet holdbronze i Nations Cup i Aachen i 2024, nummer fire ved DM i 2024, holdguld ved Nations Cup i Falsterbo i 2023 og mange nationale Grand Prix-sejre. Nu vender hun tilbage til der, hvor det hele startede, nemlig Odsherred Rideklub, for at støtte deres nye projekt om udvidelse af de indendørs faciliteter. 

Copyright Ridehesten.com
Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2025. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Odsherred Rideklub er en forening af frivillige kræfter og har ingen heste. Rideklubben råder over et stort udendørs anlæg med tre dressurbaner, græs- og grusspringbane samt en ovalbane til islændere, som indeholder en multibane, der bruges af klubbens kuske. Klubben rummer bredden, og nu ønsker de at udvide de indendørs faciliteter, da det er blevet for småt, og klubben gerne vil leve op til de nye sikkerhedskrav i hverdagen og ikke kun ved stævner, hvor heste- og ponyryttere ikke må varme op på samme bane. Derfor har Nadja Aaboe Sloth valgt at donere overskuddet fra arrangementet til udvidelsen af klubbens faciliteter. 

Den spændende clinic finder sted mandag den 14. april 2025 klokken 17.30-20.00Odsherred Rideklub, Nykøbing-Slagelsevej 8, 4550 Vig. Tilmelding er nødvendig og skal ske senest den 10. april på enten Odsherred Rideklubs hjemmeside, på mail dressur@ohr-d4.dk eller sms på 27640757. 

Alle er velkomne, både medlemmer af klubben og ikke-medlemmer, så tag dine venner, bekendte, familie og kollegaer med til en spændende og lærerig aften med Nadja Aaboe Sloth. 

Copyright Ridehesten.com
Odsherred Rideklub rummer bredden og vil gerne udvide deres indendørs faciliteter. Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner