Fra narkohandler i Spanien til ridehest i Danmark

18-04-2021 12:00

Marie Helene Rigård Rohleder

Mette Weye tog til Spanien for at arbejde og fandt ved et tilfælde sin drømmehest Alondra, som var blevet konfiskeret fra en 16-årig narkohandler. Hun tog Alondra med hjem til Danmark, men det var ikke helt uden besvær 

Copyright Ridehesten.com
Alondra og Mette. Foto: privat

Mette Weye har altid redet, indtil hun for 11 år siden kom ud for en rideulykke og ødelagde sin ankel. Siden da har hun kæmpet med rideangst, men kærligheden til hestene er intakt. 

I 2019 flyttede hun til Spanien med sin mand for at arbejde. En drøm de begge ønskede at udleve. Under sit ophold ledte hun efter et sted, hvor hun kunne passe og træne heste, så yndlingshobbyen kunne vedligeholdes. 

– Jeg mødte nogle andre skandinaver, og gennem dem mødte jeg Alondra. En 8-årig PRE-blanding som var blevet konfiskeret fra en 16-årig narkohandler. Derefter var hun endt på et rescue-center, og nu stod hun i pleje hos en dansk dame i Spanien, fortæller Mette Weye på 33 år. 

Copyright Ridehesten.com
Alondra Foto: privat

Derefter begyndte Mette at passe og træne Alondra, og de udviklede hurtigt et helt særligt bånd. 

– Jeg faldt for hende med det samme. Hun er lidt sær og enormt sød, og så kan hun snildt finde på at tage røven på dig, hvis du ikke er opmærksom. Jeg endte faktisk med at få hende,  efter at jeg havde trænet og arbejdet så meget med hende, siger Mette Weye. 

I marts 2021 ændrede jobsituationen sig for Mette og hendes mand, og de besluttede at flytte tilbage til Danmark. Nu med en hest i bagagen. 

– Jeg faldt for hende med det samme. Hun er lidt sær og enormt sød, og så kan hun snildt finde på at tage røven på dig, hvis du ikke er opmærksom, siger Mette Weye.

– Jeg endte med at hyre et hollandsk transportfirma, som hentede Alondra d. 6/3. Men hun var først i Danmark 10 dage senere. Det skyldtes, at vi ramlede ind i den forfærdelige herpesvirus, der raserede i hele Europa. Derfor var karantænereglerne ekstra stramme, og alle heste under transport skulle holdes adskilt, siger Mette Weye. 

Copyright Ridehesten.com
Alondra Foto: privat

Heldigvis tog Alondra det rigtig pænt, og hoppen er faldet rigtig godt til i Danmark. 

– Det går rigtig godt, og hun er især rigtig glad for at få så meget tid på fold. Det havde hun ikke Spanien. Hun er bare en helt fantastisk hest, og jeg er meget glad og lykkelig, siger Mette Weye fra Falstrer. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner