Annika Knudsen Lorentsen
Det er sjovt at være til julestævne, og det er en must for mange af de danske ryttere fra hele landet, som hvert år i december tager turen til Vilhelmsborg for at ride stævne i en uge.
Det gælder også Claus Hundebøl, som i år har medbragt hestene Landlyst Contra e. E Bøgegårdens Dicapo/Coronado (opdr. Karina Prinds), Cashmere Lady e. Contendro I/Stakkato og Landlyst Calina e. Charming Boy/Coronado (opdr. Karine Prinds).
– Det er årets stævne, det er altid så hyggeligt og så samles man med mange af de hestefolk i sporten, som man ellers ikke ser så tit, fortæller Claus og fortsætter:
– At det så går så godt, som det har gjort indtil nu, gør det jo bare endnu sjovere. Jeg har tre virkelig gode heste med, dem er jeg virkelig taknemmelig for at ride på.
Claus ejer ingen af hestene selv, men det afholder ham ikke fra at gå op i dem som var det hans egne. Særligt Calina har han en særlig kemi med, og han har efterhånden redet hoppen i 4 år.
– Hun er en sand fighter, og en rigtig god læremester, på trods af at vi har skulle lære det sammen. Faktisk brækkede hun bækkenet som føl, og det lå derfor ikke kortene at hun skulle være springhest, forklarer Claus.
Klar til 145 cm debut
Selvom Calina har haft brækket bækkenet, og dermed har en skævhed på 4 cm, så springer hun afsted og henter mange flotte placeringer hjem sammen med Claus. I dag har de redet en opvarmningsklasse i 130 cm, og her blev det til en flot 5. plads.
– I morgen får hun fri, men så starter vi vores første 145 cm på fredag. Og hvis det går godt kan det være vi også prøver 150 cm klassen lørdag. For hende handler det ikke så meget om højden, men mere om at jeg får redet det rigtige flow, fastslår Claus, som glæder sig til at prøve kræfter med S-klassen.
I dag er det desuden blevet til en andenplads med Cashmere Lady i 130 cm, mens han med den 6-årige Landlyst Contra blev nr. 3 i Youngster Tour i går.
Følg alle rytterne på start- og resultatlisterne her.