Formanden fortæller: Vi har alle et ansvar

15-06-2026 17:14

Dansk Ride Forbund fandt sidste år på et koncept, hvor formand Kimi Nielsen fortæller og giver en status på arbejdet i forbundets bestyrelse. Læs her, hvad der er af nyt

Copyright Ridehesten.com
Formand for Dansk Ride Forbund, Kimi Gerd Nielsen, giver nu en status fra bestyrelsen. Her sætter hun blandt andet fokus på det ansvar, vi alle har for god hestevelfærd. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Ride Forbund er kommet op med et nyt format, hvorigennem forbundet vil give et mere åbent og ærligt indblik i bestyrelsens arbejde set fra formandens perspektiv.

De kalder det ”Nyt fra bestyrelsen – formanden fortæller”, og her gives indblik i beslutninger, der træffes, udfordringer og muligheder, som rideforbundets bestyrelse arbejder med samt den overordnede retning, forbundet bevæger sig i. 

Dansk Ride Forbunds formand Kimi Gerd Nielsen sætter i det seneste ”Nyt fra bestyrelsen – formanden fortæller” igen et markant fokus på hestevelfærd og det fælles ansvar, der følger med at være en del af ridesporten. I indlægget fra Dansk Ride Forbund understreges det, at hestevelfærd ikke alene handler om regler og retningslinjer, men om en kultur, der skal leves og efterleves i praksis – hver dag og i alle dele af sporten.

Et år med etiske retningslinjer
Det er nu snart et år siden, at de nye etiske retningslinjer for brug af heste i sport blev offentliggjort som en central del af strategien ”Sammen om hestevelfærd”.

Formålet med retningslinjerne har været at skabe et fælles værdigrundlag for dansk ridesport og tydeliggøre, hvordan man forventes at omgås heste i moderne sport.

Det er nu snart et år siden vi offentliggjorde de nye etiske retningslinjer for brug af heste i sport. Retningslinjerne blev indført som en vigtig del af forbundets strategi ’Sammen om hestevelfærd’ og som et tydeligt fælles værdigrundlag for dansk ridesport, lyder det blandt andet. 

Siden da har hestevelfærd ifølge formanden fyldt meget – både internt i sporten og i den offentlige debat. Hun peger på, at der er kommet et skærpet fokus på den adfærd, kultur og de handlinger, der kendetegner en ansvarlig ridesport.

Samtidig understreges det, at selvom langt størstedelen af sporten bygger på respekt, omsorg og ansvarlighed, ses der fortsat tilfælde, hvor hestevelfærden ikke bliver overholdt.

Et fælles ansvar i hele ridesporten
Kernen i budskabet er, at hestevelfærd ikke er et individuelt ansvar, men et fælles ansvar på tværs af hele ridesportens miljø.

Hestevelfærd er fundamentet for ridesporten. Ikke kun i ord – men i handlinger, lyder det i indlægget.

Her fremhæves det, at ansvaret gælder alle aktører omkring sporten – ikke kun rytterne. Det gælder blandt andet klubber, undervisere, trænere, officials, hesteejere, forældre og frivillige.

Der lægges samtidig vægt på flere konkrete ansvarspunkter:

  • at møde hesten med respekt
  • at sætte trivsel før resultater
  • at træne og ride med faglighed og omtanke
  • at tale ordentligt om heste
  • og at reagere, hvis noget ikke er i orden
Nyheden fortsætter efter annoncen

Strategien "Sammen om hestevelfærd"
Dansk Ride Forbund arbejder fortsat målrettet med strategien ”Sammen om hestevelfærd”, som skal sikre, at hele sporten løfter i fællesskab.

Ifølge Kimi Nielsen er det netop denne fælles indsats, der er afgørende for at skabe en varig kulturforandring. Hestevelfærd kan ikke løftes af én gruppe alene, men kræver, at hele ridesportens fællesskab tager aktivt ansvar.

De etiske retningslinjer beskrives derfor ikke som et statisk regelsæt, men som et aktivt værdigrundlag, der skal være til stede i både træning, undervisning og konkurrence.

God hestevelfærd kræver fælles ansvar, fælles kultur og fælles handlinger – hver eneste dag, skriver formanden blandt andet. 

Skærpede sanktioner skal styrke tydeligheden
Et vigtigt element i indlægget er også, at DRF har vedtaget nye og skærpede sanktionsrammer ved overtrædelse af både sportsreglement og etiske retningslinjer.

Formålet er at sikre en mere konsekvent håndtering af sager, hvor hestevelfærden ikke bliver overholdt, og samtidig sende et klart signal om, at uetisk adfærd ikke accepteres i dansk ridesport. Det skal både have en forebyggende effekt og bidrage til at styrke tilliden til sporten.

I indlægget opfordres der også til, at man reagerer, hvis man oplever forhold, der strider mod de etiske retningslinjer.

Der fremhæves flere muligheder:

  • Dialog og sparring med Dansk Ride Forbund ved tvivl eller bekymring
  • Indbringelse af sager til DRF’s disciplinærudvalg ved alvorlige forhold
  • Anmeldelse til myndighederne, hvis der er mistanke om brud på dyrevelfærdsloven

Samtidig understreges det, at mange sager kan og bør løses gennem tidlig dialog og rådgivning.

Hestevelfærd skabes i fællesskab
Afslutningsvis slår Kimi Nielsen fast, at god hestevelfærd ikke skabes af regler alene, men af mennesker, der tager ansvar – og af fællesskaber, der tør reagere.

Det er netop denne fælles indsats, hun peger på som afgørende for udviklingen af en moderne og ansvarlig ridesport, hvor hestens trivsel altid er udgangspunktet.

God hestevelfærd skabes ikke af regler alene. God hestevelfærd skabes af mennesker, der tager ansvar. Af fællesskaber, der tør reagere. Og af en ridesport, der altid sætter hestens trivsel først, lyder det. 

Læs hele indlægget her. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner