Forårsauktion: Fremtidsstjernen Fruerings Saigon

19-02-2019 09:29

Et af de unge talenter, der brænder igennem blandt de 27 salgsheste på Dansk Varmblods Forårsauktion, er den velgående hingst Fruerings Saigon, der i lighed med resten af kollektionen kan erhverves den 9. marts 2019 i MCH Messecenter Herning

Copyright Ridehesten.com
Fruerings Saigon
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fruerings Saigon er en helt særlig unghingst, der har udseende og udstråling til overmål, og heller ikke i gangarter lader han noget tilbage at ønske. Han er særdeles ridelig og udviser ved en hver fremstilling sin helt særlige vinderattitude. Den imponerende, mørkrøde hingst er naturligvis udtaget til hingstekåringen, og uanset udfaldet vil der vente han en lysende fremtid på dressurbanerne.

Han er interessant trukket med toppræstationsblod fra Holland, Oldenburg, Holstein og med fuldblod indover en gammel dansk og meget stærk hoppestamme med oprindelse i hannoveraneravlen, og afstamningen byder på klassiske navne som Jazz, Ferro, Landadel, Donnerhall, Argentinus mv. Hoppestammen ligger bag flere Grand Prix-hest og avlsgodkendte hingst samt et hel arsenal af medaljehopper, heraf tre gange Årets Hoppe.

 

Nyheden fortsætter efter annoncen

I Dansk Varmblods præsentation af auktionskollektionen beskrives Fruerings Saigon således:

”Den perfekte dressurhest findes ikke”, er et udsagn man af og til hører i hesteverdenen, idet selv de bedste heste ofte har et “aber dabei” af en eller anden karakter. Men en sjælden gang dukker der en hest op, som er så stærk, både hvad angår bevægelse, ridelighed og look, at man er tæt på at få kaffen galt i halsen af bare overraskelse over, hvor fænomenal en hest, man beskuer. Sådan en hest er Fruerings Saigon!

Saigon rører kun jorden af ren og skær høflighed. På trods af sin unge alder, mønstrer han allerede fremragende balance, løsgjorthed og power i alle tre gangarter, og han er en fryd for øjet der ser, såvel som rytteren der bæres på ryggen.  En unghingst i særklasse. I Saigons hoppestamme finder man flere elite og medaljehopper fra det internationalt anerkendte stutteri Nexen, blandt andet Polka Nexen, som er mor til elite og guldmedaljehoppen Polka Hit Nexen, som vandt sølv ved UVM i Verden som 6-års og er uddannet til Grand Prix. Fruerings Saigon er udtaget til hingstekåringen 2019.

Christine Krogh Frausing

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Christine Krogh Frausing