Forårsaften med fremragende føl

19-05-2016 10:37
Avl

Omkring 300 besøgende lagde i aftes vejen forbi Blue Hors til, hvad der er blevet en kærkommen avlertraditionen – årets følaften med fremvisning af føl og deres fædre

Esben Møller bød de godt 300 gæster velkommen til årets følaften på pladsen udenfor hingstestalden, hvor han på uformel vis præsenterede hver enkelt hingst fra yngste til ældste: Zalabaster, Dreamline, Farrell, St. Schufro, First Choice, Veneziano, Don Olymbrio, Rockefeller, Zack, Hotline og til slut 23-årige Don Schufro, der som sædvanligt udfordrede sin mønstrer ved at have sin helt egen mening om, hvilken positur han tog sig bedst ud i overfor de mange beundrere. Der lød en begejstret klapsavler, da den ældre beskeler blev ført tilbage til stalden.

Inden præsentationen af forårets føl blev en enkelt hingst fremvist under rytter. Blue Hors Zalabaster viste sig ikke optimalt under dette års hingstekåring, hvilket senere har vist sig skyldes, at han havde en nerve i klemme. Derfor valgte man at give de fremmødte muligheden for at se hingsten tilbage i topform. Under en imponerende fremvisning af berider Allan Grøn beviste Zalabaster, at han igen fit for fight.

31 veloplagte føl blev fremvist på den smukke ridebane på sydsiden af stutteriet. Føllene præsenteret gruppevis efter de enkelte hingste, hvilket gør det let og overskueligt for de mange fremmødte at danne sig et indtryk af, hvordan den enkelte hingst præger sit afkom, og hvilke egenskaber hingsten videregiver. 

Efter fremvisningen var Blue Hors vært for grillpølser, øl, vand og kaffe, mens snakken blandt avlerne hurtigt faldt på det højt aktuelle emne - årets hingstevalg.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner