Folketinget vil nu arbejde på at ændre regler omkring hestetransport

11-05-2022 14:04

Annika Knudsen Lorentsen

Partiet Venstre startede tidligere på året et arbejde omkring at få vedtaget et beslutningsforslag, der skulle sikre, at en arbejdsgruppe vil kigge på reglerne omkring hestetransport. Der er nu et flertal for beslutningen, og det betyder, at arbejdet omkring at inddrage branchen i forhold til at forbedre reglerne begynder

Copyright Ridehesten.com
Christoffer Aagaard Melson. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Christoffer Aagaard Melson, Erling Bonnesen, Ulla Tørsnæs og Anne Honoré Østergaard fra partiet Venstre er blevet enige med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, løsgænger Lise Bech, Konservative, Frie Grønne og Enhedslisten om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal gennemgå reglerne omkring hestetransport. De øvrige partier har endnu ikke meldt endeligt ud omkring hvorvidt de bakker om, og det kan derfor ende med et endnu bredere flertal. 

Det betyder, at der nu bliver igangsat en proces, hvor der skal nedsættes en arbejdsgruppe med relevante personer fra hestebranchen, som kan bidrage til, at der fortolkningen af transportforordningen kan belyses. Der arbejdes samtidig på en revidering af EU's transportforordning. Et forslag forventes fremlagt til Europa-Kommissionen ved udgangen af 2023. 

– Dette er et godt eksempel på, at det er lykkedes os at få en konstruktiv dialog med regeringen, ligesom dengang vi ønskede at ændre købeloven. Nu er planen, at vi med fælles samarbejde kan få luget ud i alle de problemer der er på området, og skabe nogle rationelle regler, og også gå videre med arbejdet i EU, forklarer Christoffer Aagaard Melson og fortsætter: 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det gælder om at få nedsat arbejdsgruppen hurtigst muligt, hvor personer fra branchen inddrages. Regeringen og deres ordfører på området, Anders Kronborg, skal have ros for at have lyttet til os, og nu bliver der endelige mulighed for, at branchen kan kommunikere direkte med beslutningstagerne på området. 

I beretningen omkring beslutningsforslaget står der blandt andet:

"Socialdemokratiets, Ventres og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget og Lise Bech (UFG) pålægger regeringen inden årets udgang at oprette et forum, hvor hestebranchen og øvrige relevante fagfolk kan belyse fortolkningen af transportforordningens regler om heste med det formål at sikre, at transportforordningens regler om heste, med det formål at sikre, at transportforordningens regler håndhæves på en god måde, der fortsat sikrer god dyrevelfærd, samt at danske virksomheder og/eller private ikke pålægges uhensigtsmæssige regler".

Ridehesten følger nøje udviklingen på området, og vil løbende opdatere som processen skrider frem. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner