Thomas Bach Jensen
Den gode nyhed om lempelse af forholdsreglerne i.f.m. herpesvirus 1 har stor betydning for mange aktuelle hestearrangementer i Danmark, og det betyder bl.a., at Blue Hors' populære følaften nu kan gennemføres.
Mandag den 28. maj kl. 19.00 gentager Blue Hors den tidligere succes med en følaften med fremvisning af årgang 2018 på Blue Hors. Det gælder både føl født på Blue Hors samt føl, der står med deres mødre på stationen til inseminering. Der vil være en rig mulighed for at se føl efter hingstene fra både Blue Hors og Stutteri Ask.
Der vil ved samme lejlighed også være mulighed for at se nogen af avlshingstene på tæt hold, da arrangementet altid starter med en præsentation af hingstene foran hingstestalden. Arrangementet er åbent for alle, og der vil være pølser på grillen og dertilhørende fadøl og sodavand.