Thomas Bach Jensen
I Dansk Varmblods region 7 er traditionen for følaften, at man i de lige årstal tager nord for Limfjorden, og i de ulige går turen i år syd for Limfjorden. I år går turen forbi både store og små avlere, og der vil være både dressur- og springheste på programmet, der slutter af med fælles spisning og avlerhygge.
Dagens program starter hos nogle af forbundets dygtige springhesteavlere, Pia Holländer og Henning Jensen, der driver Stutteri Volstrup ved Svenstrup, hvor der vil blive præsenteret både hoppe og føl samt enkelte ungheste. Herfra går turen videre til Støvringkanten, hvor der er markvandring hos den kendte dressurhesteavlerJørn Damm, der har avlet topheste igennem fem årtier.
Men det stopper ikke her. Næste besøg på turen er på Stutteri Nexen hos Elin Houe og Hans Juul Andersen, der vil vise 10-12 spændende dressurføl ud af deres stærke hoppestammer. Til sidst går turen til aftenens spisested i stalden hos Frank Jensen og Thomas Bach Jensen ved Arden, hvor der også er markvandring med besøg hos hopper og føl.
Alle er velkommen til arrangementet, uanset om man er fra region 7 eller om man er medlem af Dansk Varmblod, og det koster ikke noget at køre rundt og se føl. Dog er det nødvendigt med tilmelding til spisning om aftenen, hvor der er masser af lækre salater, grillet kød, kagetærter og kaffe/te. Børn under 12 år spiser til halv pris. Der kan købes øl, vin og vand til gode priser. Medlemmer i ”Ung i DV” spiser gratis.
Læs meget mere om pris og tilmelding på regions 7's hjemmeside, der også opdateres med alt om tidsplan, besøgsadresser mv. Sidste tilmelding: Tirsdag den 2. juli 2019.