Flot udlæg fra Flarup i dressuren

27-07-2024 13:22

Trine Askjær-Jørgensen

VIDEO: Militaryrytterne tager i dag hul på ridesporten ved OL i Paris med deres dressur. Danske Peter Flarup og Fascination lykkedes rigtig godt med deres program og har fået lagt et solidt fundament forud for de næste to dage med terræn- og ridebanespringning

Copyright Ridehesten.com
Regn over Versailles i dag, men alligevel masser af publikum på tribunerne. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Her til formiddag er der blevet taget hul på den første ridesportsdisciplin ved OL i Paris, nemlig military, som afvikles fra lørdag den 27. til mandag den 29. juli, hvorefter der tages hul på dressur- og springdisciplinerne.

De tre ridesportsdiscipliner afvikles som bekendt på de smukke arealer ved Versailles-slottet udenfor Paris, hvor der er bygget ridebane, tribuner og terrænbane specifikt til formålet. Den individuelle og holdkonkurrencen i military afvikles sideløbende over tre på hinanden følgende dage; dressur i dag, terrænspringning i morgen og ridebanespringning på mandag. De 25 bedste kvalificerer sig til den individuelle springfinale, som finder sted efter holdspringfinalen mandag.

I alt 64 ekvipager stillede i dag til start, hvoraf 16 af dem indgår på hold. Der skulle have været 65 ekvipager, men én enkelt hest gik ikke igennem gårsdagens vettjek, og rytteren måtte derfor trække sig.

Holdene består af hver tre ekvipager, og alle tre resultater tæller i konkurrencen – et format, der første gang blev introduceret i Tokyo for tre år siden – hvor der altså ikke er en såkaldt "drop score" fra en fjerde rytter. Danmark stiller ikke med noget hold, men kun en individuel rytter i Paris.

Copyright Ridehesten.com
Peter Flarup og Fascination. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Spændende start på military-dressuren
Det er en lang dag med military-dressur fra 9.30 til 18.30 på banen i Versailles, men der blev lagt rigtig spændende ud med én af verdens allerbedste militaryryttere, som vandt individuelt guld ved OL i Tokyo.

– Ballet blev åbnet på ordentlig vis med tyske Julia Krajewski, der for ganske nyligt vandt stævnet i Aachen. Udover hende kommer der mange andre spændende ekvipager til start, hvor særligt briterne også er meget stærke, indleder vores OL-militaryekspert Jakob Binder Struck og fortsætter: – I det hele taget bliver der i dressuren i dag lagt grundlaget for de strafpoint, som rytterne har med videre i terrænet og på springbanen. Det er selvfølgelig godt, hvis de kan få et godt fundament til at starte med. Det gør det hele lidt lettere.

Fakta
Sådan foregår military-dressuren

I military fungerer det sådan, at ekvipagerne egentlig tildeles almindelige dressurprocenter fra de tre dommere, som sidder rundt om banen, og disse omregnes så til strafpoint, f.eks. bliver en procent på 69,8% til 30,2 strafpoint. De kommende dage tillægges de fejl, som ekvipagerne får i terrænet og på springbanen, og i sidste ende, er det den med færrest strafpoint, der vinder.

Fold up

Der er afsat seks minutter til hver af ekvipagerne, så det er et kort og effektivt dressurprogram, de skal igennem. Programmet indebærer bl.a. fri trav, versade og sidetraversade i trav og galop, fri og samlet skridt, changementer og fri galop.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det er et lidt kortere program, man rider her til OL, svarende til MA-niveau, hvor øvelserne kommer meget hurtigt efter hinanden. Hesten og rytteren skal være rigtig hurtige til at omstille sig mellem øvelserne, og det tester virkelig lydigheden, fleksibiliteten og koordinationen hos ekvipagen, forklarer Jakob Binder Struck.

Et flot resultat og et godt fundament
Efter adskillige ryttere var det over middag endelig blevet tid til den danske ekvipage, Peter Flarup og Fascination e. Favorit Ask/ Lando (opdr. Jørn-Ove Jørgensen). Parret er udtaget til at repræsentere Danmark ved OL for anden gang i træk, idet de også deltog ved OL i Tokyo 2020, hvor de blev nr. 40 individuelt, og det er tilmed Peters tredje OL-deltagelse.

– Det var et meget korrekt og fint program. Han kom virkelig flot fra start i den frie trav, så blev Fascination lidt snæver fortil i sidebevægelserne, som ikke er han allerstærkeste side, men videre i de næste øvelser fik Peter ham fint ud med næsen igen. Generelt fik Peter virkelig vist ham flot frem, der var ingen deciderede fejl, og han har endda lagt nogle af de rigtig gode ryttere bag sig. Jeg tror, at han er rigtig godt tilfreds, og det har han også al mulig grund til at være. Det er et virkelig flot resultat og et rigtig godt fundament – nok et af hans bedste dressurresultater, vurderer Jakob Binder Struck.

Der var stor enighed hos dommerne, som gav henholdsvis 67,95% (dommer E), 67,05% (dommer C) og 67,95% (dommer M) for ridtet, hvilket blev omregnet til 32,40 strafpoint.

Klassens foreløbige resultat.

Video af Peter og Fascinations ridt:

Fakta
Fakta om Jakob Binder Struck
  • Professionel militaryrytter  
  • Har tidligere været ansat hos Katrinelund på Mors, hos Dirk Schrade Eventing i Tyskland og har siden 2022 været selvstændig 
  • Er søn af elitesportschef i dressur, Anne-Mette Binder og Christian Struck, der tidligere har været holdkaptajn for militaryseniorlandsholdet 
Copyright Ridehesten.com
Jakob Binder Struck da han vandt DM i 2018.Foto: Ridehesten.com/Maria Schacht
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner