Flot søndag hos Vasehus Rideklub

02-10-2023 10:04

Charlotte Kusk Berwald

Søndagen bød på flot ridning til landsstævnet i springning for ponyer og children, junior og ungryttere. Der blev kæmpet hårdt om placeringerne og flere gange var det marginalerne, der afgjorde klasserne

Copyright Ridehesten.com
En af weekendens mange vindere. Foto: privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

I denne weekend har Vasehus Rideklub afholdt sit allerførste landsstævne, et stævne der har været mere end et år undervejs. Klasserne bød på alt fra LB1* til S1*, hvilket betød at der var mulighed for at distriktsryttere på alle niveauer kunne komme ud og snuse lidt til stemningen ved et landsstævne. For at blive klar til at afvikle landsstævner, har rideklubben både fået ny bund i opvisningshallen, nyt dommertårn, nyt sekretariat samt endnu flere stævnespring.

Et meget gennemført stævne
En af de trænere, der i denne weekend havde ryttere til start var Hans Ley, der driver Kongsdalgaarden ved Mariager og selv er professionel springrytter og træner. 
– Det er dejligt med et stævne, hvor de mere jævne mennesker også kan være med. Jeg er så glad for at klubben valgte at gennemføre, selvom der ikke var helt så mange starter som de sikkert gerne ville have haft. Bundene er super gode i begge haller og banebyggerne fik bygget nogle virkelig gode baner, med passende sværhedsgrad. Jeg håber sådan, at der kommer flere landsstævner her
, fortæller Hans Ley til Ridehesten.

Copyright Ridehesten.com
Højt humør blandt deltagerne. Foto: privat

Kamp om placeringerne
Igen i dag, blev der redet til i klasserne og både i distrikts- såvel som landsklasserne var der kamp om rosetterne. MA1* met. B4 blev vundet af Julie Sørensen og Gyvelhøjens Coco Belle e. Hamos A'Kato/ Cocky Dundas XX (opdr. Helene M. Andersen), der red fejlfrit i anden fase i tiden 33,37 sekunder. Andenpladsen gik til Malou Vestergaard og Jægersborgs Mr. Darcy e. Steendieks Darco/ Tai Tanico (opdr. Familien Aaby - Villadsen), der red anden fase fejlfrit i tiden 35,16 sekunder. Nummer tre blev Malou Kirkegaard og Mr Bieber, der red i tiden 36,86 sekunder. Nummer fire blev Sascha Vestergaard Levisen og Clausholm Lord Jonquil (DNK) e. Paddock Marquis/ Rhydspence Squre (opdr. A. L. Jørgensen), der fik fire fejl i anden fase og red i tiden 34,77.
Dagens sværeste klasse for ponyer, S1* met. A, blev vundet af Anna Ley og Ebonys Star, der red en fejlfri runde i tiden 71,17 sekunder.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hestene lukkede ballet
Stævnets sidste klasser, var for children, junior og ungryttere. LA1* met. B7 blev vundet af Anna Ley og Sikita e. Stolzenberg/ Lambrusco Ask (opdr. Aksel Rasmussen), der var fejlfri i begge faser. Tiden i anden fase var 31,25 sekunder. Andenpladsen gik til Malou Kastberg og Pontiac Nørgaard e. Heartbeat/ Come Back II (opdr. Jørgen Nørgaard Jensen) der red anden fase i tiden 31,80 sekunder. Klassen havde fem ekvipager til start og af dem red de fire fejlfrit. 
Stævnets allersidste klasse, MB1* met. met. A blev også vundet af Anna Ley. Denne gang med Lillebergs Lanzelot. Ekvipagen fik fire fejl og red i tiden 67,43 sekunder.

Copyright Ridehesten.com
Et udvalg af de flittige hjælpere. Foto: privat

Dejligt sted at bygge baner
Banerne blev hele weekenden bygget af Rasmus Rise og Thomas Kastberg, der begge var godt tilfredse med weekendens resultat. 
– Det har været rigtig godt. Masser af dejligt materiale og gode hjælperere. Vi brugte fredagen til at se niveauet lidt an og så har vi prøvet at bygge lidt anderledes, selvom det var på 20 x 60. Og så er det jo altid en fornøjelse at arbejde sammen med Rasmus (Rasmus Rise, red.), fortæller Thomas Kastberg. Og Rasmus Rise supplerer:
– Jeg håber virkelig det med landsstævner hos Vasehus Rideklub går hen og bliver en tradition. Der mangler gode landsstævner for ponyrytterne, fortæller Rasmus Rise.

Start- og resultatlister

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner