Flot kåring sluttede med ranking-sejr

15-03-2020 12:09

Britt Carlsen

For familien på Bøgegården var Dansk Varmblods hingstekåring i år en af de helt særlige, og familien er ellers godt vant. MCH Varmblodspris, Mønstringsmedalje og en sejr i Longines World Ranking klasse til Bøgegårdens Gladiola toppede det hele

Copyright Ridehesten.com
Lars Pedersen og Bøgegårdens Gladiola sejrede i den store springklasse søndag eftermiddag, en klasse, der gav points til verdensranglisten. Foto: Ridehesten.com/Ida Dalgaard

Irma og Theodor Schmidt har drevet hingstestation Bøgegården i Bolderslev gennem mange år, Theodor er tredje generation, som har hingste og hesteavl som passion. Den passion har han givet videre til sønnen Jørgen, som sammen med sin hustru Stina nu driver Bøgegården og avlere videre på den fantastiske hoppestamme, som kan dateres tilbage til et ædelt hoppeføl e. Martell/Mangon ud af den tyske holstenerstamme 108 B. Theodor købte føllet, der hed Joy, hos opdrætteren Schmidt-Sørensen i Gråsten og betalte 5.000 kr. for det. Joy blev mor til to kårede hingste (Castor og Laszlo) samt  Locarno-døtrene Lykke og Leana, der begge blev elitehopper og har gjort hoppestammen til en af de stærkeste i Dansk Varmblod.
Ved kåringen i Dansk Varmblod blev Irma og Theodor Schmidt hædret med MCH's Varmblodspris for deres fremragende og betydelige avlsarbejde. Sønnesønnen Jacob på 15 år blev hædret med Hestens Værns Mønstringsmedalje, og så fik familien færdigkåret to hingste og godkendt en 3-års hingst til afprøvning. 

Ranking sejr til Bøgegårdens Gladiola
Den 8-årige avlshingst Bøgegårdens Gladiola er et rigtigt Bøgegården-produkt med Bøgegården's Graf's Stakkato til far og Bøgegårdens Apollo til morfar, og med en morlinje, som går tilbage til Joy. Hingsten mor Bøgegårdens Acorona er ud af samme hoppestamme som den internationale tophest Bøgegårdens Apollonia, der bl.a. var placeret ved VM i 2014. Og fra samme hoppestamme, den dressurbetonede del af stammen, kommer den 3-dobbelte UVM-vinder Sezuan, der i år blev udnævnt til Årets Hingst i Dansk Varmblod. 

Copyright Ridehesten.com
Lars og Bøgegårdens Gladiola ved præmieoverrækkelsen i FENDT Trophy Medium Tour CSI3* 145cm i Herning. Foto: Ridehesten.com/Ida Dalgaard

Bøgegårdens Gladiola blev udnævnt til præmiehingst ved kåringen i 2015, og betegnet som en hingst med ubegrænset kapacitet. Han var overbevisende og overlegen ved materialprøven, og blev ved den efterfølgende kåring udnævnt til fløjhingst. Han fortsatte succesen ved at vinde 4-års springchampionatet, gå i finalen ved UVM på Zangersheide i 2017 og 2018 med Jesper Meyenburg i sadlen. I slutningen af 2018 blev hingsten overtaget af landsholdsrytter Lars Pedersen, og sammen har de to haft succes, også internationalt. 
I år har deres samarbejdet udløst en sølvmedalje til indendørs DM, og det hele toppede søndag eftermiddag i Herning, hvor Lars og Bøgegårdens Gladiola vandt Longines world ranking-klassen - en 145 cm klasse.
– Jeg er stolt af min hest, den er kun 8 år, og den bliver bare ved med at levere! sagde Lars til Ridehestens webtv efter den betydelig sejr. Det er en sejr, og en måde at sejre på, som har givet genlyn, også internationalt. Springryttere over hele verden søger til stadighed efter nye talenter, og telefonen er begyndt at kime på Bøgegården, men Jørgen Schmidt har, som han siger "is i maven". Han er nemmelig rigtig tilfreds med de afkom, som han ser efter hingste, og i år fik han også færdigkåret en søn efter Gladiola: Bøgegårdens Gladiator. 
– Fordi de internationale stævner er aflyst de næste uger, har vi taget Gladiola hjem på hingstestationen, så han kan bruge stævnepausen på at bedække, fortæller Jørgen. Han er meget tilfreds med samarbejdet med Lars, som sammen med Kim Kjærgaard træner sønnen Jacob, der fik stor ros for sin måde at vise de unge hingste fra Bøgegården i præsentationsklasserne i Herning.  

Jørgen har været en del af dansk hesteavl siden han tog sine første skridt. Han følger avlen af springheste i Europa tæt, og han er ikke et øjeblik i tvivl om, at som dansk springhesteavl har udviklet sig de senere år, så laver vi herhjemme fuldt ud lige så gode springheste, som de, der bliver produceret i udlandet. Desværre laver vi bare for få af dem.

Bøgegårdens Galadiola på vej mod sejren i Longines world ranking i Herning: 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner