Aviaja Elvira Vindum Hansen
Som en af Danmarks førende tiltrak den familiedrevne hingstestation, Bøgegården, et talstærkt publikum med flere hundrede gæster fra både nær og fjern – alle med stor interesse for Bøgegårdens stærke og alsidige hingstekollektion. Her var både lovende unghingste og veletablerede avlshingste med imponerende resultater på CV’et.
Stemningen var i top, og snakken gik livligt blandt de fremmødte springhesteavlere, som nød godt af både faglig inspiration og hyggeligt samvær – naturligvis krydret med en pølse eller to efter hingstefremvisningen. Stina og Jørgen Schmidt bød de mange fremmødte velkommen og introducerede dagens program. Herefter overtog Flemming Schultz mikrofonen og præsenterede hingstene gennem aftenens fremvisning.
Det var Jacob Theodor Schmidt, der indledte fremvisningen i sadlen på den særdeles velspringende 5-årige hingst Bøgegårdens Unstoppable e. Syvhøjegårds Unforgetable S/ Bøgegårdens Dacapo – en hingst med masser af kapacitet og ridelighed.
Han blev efterfulgt af det spændende unge talent Bøgegårdens Enzo e. Emerald van Ruytershof/ Berlin – en 3-årig hingst, der ved årets hingstekåring i Herning imponerede med sin type og særdeles gode springegenskaber, og som blev tildelt et års bedækningstilladelse. Enzo blev vist frem i alle tre gangarter af Line Hansen, der har været en fast del af Bøgegårdens team i flere år.
En anden hingst, som også imponerede til årets hingstekåring i Herning, og som vakte stor begejstring blandt publikum, er den exceptionelle hingst Halligo Z e. Halifax van het Kluizebos/ Comilfo Plus Z. Hingsten er nøje udvalgt af familien Schmidt til sidste års hingstekåring i Zangersheide. Halligo Z er en hingst, der besidder en helt række fremragende egenskaber, de har al grund til at være stolte af. Hingsten blev flot fremvist af Jacob Theodor Schmidt.
Foruden hingstene selv blev der også fremvist tre fine føl efter to af de unge hingste. Her var der ingen tvivl om faderskabet til to efter Halligo Z, for han havde i den grad sat sit præg. Hans karakteristiske udtryk og type gik tydeligt igen i afkommet, og det lover godt for fremtiden.
Publikum fik også lov til at se den velspringende Bøgegårdens Zion e. Bøgegårdens Zidane/ Bøgegårdens Quidam, opdrættet og ejet af Stina og Jørgen Schmidt, samt Bøgegårdens Commarron Z e. Comme il Faut/ Cassaro. Commarron Z har leveret talrige flotte internationale placeringer under den tyske rytter Katrin Eckermann.
Aftenens sidste hingst i rampelyset var ingen ringere end Jacobs faste makker, netop hjemvendt fra de internationale baner – nemlig Bøgegårdens Gladiola e. Bøgegårdens Graf's Stakkato/ Bøgegårdens Apollo. Her blev Årets Avler 2025, Niels Osterland, kaldt ind på banen, for i 2024 indgik han nemlig et samarbejde med Bøgegården for at beholde Gladiola hjemme med det formål at blive Jacobs springstjerne på stævnebanerne.
Selv siger Jørgen Schmidt om dagen:
– Det er bare helt fantastisk at stille sådan et arrangement på benene, når der er så mange, der støtter op om det. Vi er megastolte af vores nye hingst Enzo, der gør det fremragende i en alder af tre år, og Halligo, som bare er en ener.