Camilla Tiefensee Schrøder
Nanna Skodborg Merrald og Gørklintgårds Quarter Boy e. Quearterback/Blue Hors Romancier (opdr. Stutteri Schuberts) blev nummer tre i lørdagens CDI4* Intermediate I Freestyle to Music, hvor de opnåede 73.425%. Stævnet var Quarter Boys internationale debut, og derfor er Nanna Merrald glad for de to placeringer, det blev til i løbet af stævnet: En femteplads og en tredjeplads.
– Vi havde lidt at se til, da Røde syntes den store hal var ret overvældende, hvilket desværre gav nogle dyre fejl i skridtprogrammet, men til gengæld viste han supergode kvaliteter i resten, skriver rytteren på sin Instagramprofil.
I CDI4* Intermediate I blev Charlotte Heering placeret som nummer fire på Black Pearl.
Også ungrytteren Nana Gajhede fik redet sig til en god placering i sin klasse, og det var hun glad for, efter at have haft en lidt sløj start de første dage.
Nana oppede sig i Youngrider-küren
I lørdagens kür for youngriders blev Nana Gajhede nummer seks på Zoom-in Firfod e. Milan/Schwadroneur. De fik bedømmelsen 69.542%
Nana Gajhede fortæller, at hun fik en lille opsang fra træneren efter hendes første to ridt i youngriderklasserne onsdag og torsdag samt fredagens U25-klasse, hvor det ikke havde lykkedes hende at vise sit bedste. Og det gav hende noget kampgejst til at rykke op til den øvre ende af resultatlisten.
– Jeg red mit absolut bedste i går og red mig 8 pladser op. Så jeg er megaglad for min sjetteplads blandt gode tyskere, siger Nana Gajhede.
Hun fortæller, at turen til Belgien var lang og kold, men at stemningen har været hyggelig ved stævnet.
– Sammenholdet med de andre danskere, der er hernede, har været super godt, så det har også gjort det til et hyggeligt stævne.
I dag rides de sidste klasser, Nana Gajhede skal ride kür igen her til formiddag, denne gang i U25-klassen sammen med bl.a. Maja Petersen og Nanna Skodborg Merrald. Seniorrytterne er klar til CDI4* Grand Prix Special.
Se stævnets start- og resultatlister.