Flere finalepladser i DWB Amateur Cup

25-07-2025 12:14

Dansk Varmblod har oplevet helt overvældende stor interesse for deres nye intitiativ, DWB Amateur Cup, og det er dem derfor en fornøjelse at kunne offentliggøre, at der nu er 20 finalepladser i Herning i spil ved årets kvalifikationsstævne

Copyright Ridehesten.com
Efter at Dansk Varmblod har åbnet op for flere pladser til kvalifikationsstævnet, er der nu ligeledes flere finalepladser under Hingstekåringen i Herning til marts. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

DWB Amateur Cup for amatørryttere på Dansk Varmblodsheste har vist sig at være en dundrende succes. Ryttere, hesteejere og avlere har taget særdeles godt imod den nye cup, som afvikles i forbindelse med Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue på Vilhelmsborg i dagene fra den 28.-31. august. Cuppen bliver en del af det store landsstævne i dressur, som afvikles dels på gårdspladsen og dels på øst-anlægget.

Da stævnet gik online i starten af juli, blev de 30 pladser i hhv. afd. A i LA1/LA2 og afd. B i MB0/MB2 booket på godt 5 timer. Det fik forbundet til at åbne op for yderligere to konkurrencer i afd. A og B, torsdag og fredag, og der er nu i alt 130 pladser i kvalifikationerne. Oprindeligt var der 15 pladser i spil til en forrygende finale under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning til marts 2026, men den store interesse for amatørcuppen fik de ansvarlige for udarbejdelsen af tidsplanen til Hingstekåringen til at undersøge, om det kunne være muligt at finde plads til flere finalister.

Det er derfor en stor glæde for Dansk Varmblod at kunne offentliggøre, at der nu er plads til 20 finalister i Herning til marts 2026. De 20 pladser bliver fordelt mellem hhv. LA og MB Cup, således at de ti samlede bedste ekvipager fra hver cup får adgang til finalen. 

Copyright Ridehesten.com
Det er de 20 bedst placerede ekvipager, der går videre til finalen. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Der er ligeledes frigivet nogle få pladser til kvalifikationsklasserne ved B-stævnet på Vilhelmsborg , så det er derfor stadig muligt at være med i kampen om en plads ved finalen i Herning, hvis man er hurtig. Ændringerne i DWB Amateur Cup har også betydet en revidering af bestemmelserne, som du kan læse her

Fakta
Sådan kvalificerer man sig til finalen i Herning

Ud af de i alt 130 pladser til kvalifikationsstævnet af DWB Amateur Cup, kvalificerer de 10 bedste ekvipager fra henholdsvis LA og MB (sammenlagt A og B's samlede resultater) sig direkte til finalen, der afvikles under Dansk Varmblods Hingstekåring i uge 10, marts 2026. Det vil sige, at der i alt er 20 ekvipager, der går videre til finalen i Herning. 

For at kvalificere sig til finalen skal ekvipagen have opnået minimum 65% i gennemsnit over de to dage til kvalifikationsstævnet. Det er ekvipagen, der kvalificerer sig, og der kan derfor ikke skiftes rytter undervejs til finalen. Ved frafald suppleres der op med næst rangerende ekvipager, der opfylder kvalifikationskravene. 

Finalen afvikles som en procentsklasse, hvor LA- og MB-rytterne konkurrerer mod hinanden om sejren i den samlede DWB Amateur Cup. Der rides over to dage, og ekvipagen rider de samme programmer til finalestævnet som til kvalifikationsstævnet.

Fold up

DWB Amateur Cup er åben for amatørryttere på Dansk Varmblodsheste – heste som er født ind i Dansk Varmblod, og som har en Dansk Varmblods registreringsattest og et DV-livsnummer.

Begrebet ”amatør” defineres i forbindelse med denne cup bl.a. som:

  • Rytteren må ikke være uddannet berider
  • Rytteren må ikke være en del af bruttotruppen: U18, U21 og U25
  • Rytteren må ikke have redet over 68 pct. til landsstævne for heste i sværhedsgrad 4

Der er ligeledes nogle krav for startberettigelse for hver cup, som ligeledes kan læses i bestemmelserne for DWB Amateur Cup. 

/ Dansk Varmblod. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen