Thomas Bach Jensen
Efter Søren N. Pedersens flotte placeringer i den 5-stjernede Longines Grand Prix i ungarnske Budapest i fredags har både Søren N. Pedersen og Andreas Schou leveret gode resultater lørdag. I unghesteklassen Prize of the Hungarian Sport Horse Breeders Association (125-130 cm) blev Søren N. Pedersen placeret med 7-årige Tailormade Chaccsky e. Chacco-Blue/ Cornet Obolensky, og i en CSIO5* 145 cm blev Andreas Schou placeret med 9-årige fortuna. I dag starter begge danske ryttere i Budapest CSIO5* 150 cm.
I hollandske Valkenswaard afholdes der i weekenden LONGINES Global Champions Tour. Emil Hallundbæk har opnået flere placeringer med Cabanus e. Cartoon/ Baloubet du Rouet CSI2* (145/140 cm) og i en CSI2* 135 cm klasse har Gustav Christian Jacobsen opnået placering med Fayot e. Lupicor/ Edison.
I belgiske Opglabbeek opnåede Rikke Belinda Barker lørdag en tredjeplads i CSI1* Grand Prix (135 cm) med Quarelie de La Louvet e. Nadir Di San Patrignano/ Alligator Fontaine, mens det fredag aften blev til placering i CSI3* (145 cm) med Charming Fellow Z e. Clinton x Cappucino V.