Kristine Ulsø Olsen
I onsdags var tre danske ryttere til start i CDI4* Grand Prix, som man kan læse mere om HER og blandt de tre, havde Andreas Helgstrand valgt at melde til i dagens Grand Prix Special, mens Cathrine Dufour og Lone Bang Larsen skal ride kür i morgen aften.
Derfor var Andreas og avlshingsten Jovian e. Apache/Tango den eneste danske ekvipage til start, da Specialen blev afholdt her til aften med et felt bestående af ti ekvipager. Som tredje sidste rytter red Andreas på banen, og med den 8-årige hingst lagde han hårdt fra land og lå på over 80% indtil skridtturen, som ikke er hestens stærke side. Det er til gengæld øgninger og traverser i trav, som dommerne belønnede med adskillige 9-taller, men den velgående hingst mangler endnu styrke i piaffe, og i dag var han ekstra udfordret i netop de øvelser, som i sidste ende kostede flere procenter. Med 72,53% blev de i dagens klasse nummer fire – blot et mulehår fra andenpladsen.
Tyske Frederic Wandres har virkelig tur i den for tiden, hvor det på det seneste er blevet til flere internationale sejre. Med Bluetooth OLD e. Bordeaux 28/Riccione blev det tyske flag igen hejst her i Aachen, da de vandt klassen med 75,63%. På de to resterende pladser fulgte også tyske ryttere, da Benjamin Werndl og Daily Mirror e. Damon Hill/Florestan I blev nummer to med 73,93% og Helen Langehanenberg med Annabelle e. Tannenhof's Conteur/Linaro blev nummer tre med 72,68%.
Stævnet start - og resultatlister.