Fine hopper til sadelkåring i DV Region 5

03-08-2025 17:40

Kristine Bjørg Frank Bojsen

Avl

I går var det føllene der viste sig frem på banen på Vilhelmsborg, i dag er det hoppernes tur, da DV Region 5 afholdte sadelkåring. Dommerne udtog i alt fem hopper til Krafft Eliteskue, der afholdes i slutningen af august.

Copyright Ridehesten.com
26 hopper bestod i dag deres rideprøve og fik et R på deres kåringsgrad. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Det har været en travl weekend hos Dansk Varmblod, hvor der både har været to gange følskuer og to gange sadelkåringer. I dag var turen nået til Region 5, hvor der blev afholdt sadelkåring på Vilhelmsborg. Dommerteam Vicky Nortvig, Johnny Sørensen og gangartsdommer Bjarne Nielsen, med sekretær Ann Sofie Jepsen, havde i dag til opgave at bedømme 28 sadelkåringshopper, hvor fem blev udtaget til Dansk Varmblods Krafft Eliteskue. 

Dommerne startede ud med at se de 4-års og ældre hopper. Her udtog de en enkelt til finalen, Domina-WI DWB e. Millennium/ Blue Hors Don Olymbrio (opdr. Erik Iversen og ejet af Norslund ApS) fremvist af Tanja Rusovic. Hoppen har som føl været solgt på Dansk Varmblods eliteauktion, der finder sted under eliteskuet hvert år. I år bliver det et glædeligt gensyn med eliteskuet for hoppen, der som den eneste 4-års og ældre blev udtaget i dag.

Om hoppen sagde dommerne: – Meget feminin og udtryksfuld hoppe. Hun har en flot front og hun hvælver flot i halsen. En velfungerende overlinje, især i bevægelse. Hun har tre særdeles gode gangarter, hvor hun har fået 8 i både skridt, trav og galop. Hun blev selvfølgelig kåret i RDH.

Fire 3-års hopper udtaget til Eliteskuet
I alt 16 hopper var tilmeldt i 3-års rideprøven. Her blev fire udtaget til finalen, men det blev Ravenna Klint e. Revolution/ Blue Hors Farrell (opdr. Gitte og Poul Erik Klint og ejer Lemvig Ponygaard v. Tina Mortensen) fremvist af Steen Blicher, der løb med titlen som dagens bedste 3-års hoppe.

Dommerne beskrev hoppen som en meget vellinjeret, passende ædel og højtstillet hoppe. Hun har først og fremmest en utrolig flot harmoni i hendes partier, et godt kønspræg og en hals der vender rigtig godt. Hun har tre særdeles gode gangarter. Hendes skridtbevægelse er taktfast og rummelig, til 8. Hun har en praktisk travbevægelse med god rummelighed og bærig, til 8. Galopbevægelse er højdepunktet, med god rummelighed, smidighed og god op-ad-bakke-tendens til et 9 tal. Hun fik 8,5 i ridelighed og kapacitet.

Følgende heste er også udtaget til Eliteskuet i katalogrækkefølge:

  • 505: Hjortlunds Glamourchance e. Glamourdale/De Noir (opdr. O.R.M. Holding ApS og ejer Julie Madsen), rytter: Mette Rasmussen, MR Horsetraining
  • 508: Iza Nord e. Iron/Charmeur (opdr. og ejer Vibeke Bjørn Rasmussen), rytter: Ida Hofman-Bang
  • 510: Just Me Majlund e. Jovian/Secret (opdr. og ejer Stutteri Majlund), rytter: Michaela Nevrsted

Katalog og resultater

Ridehestens fotograf har taget billeder af alle equipager. Billederne vil være online i starten af næste uge.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen