Femte World Cup-sejr til Werth! (video)

06-04-2019 20:46

Annika Knudsen Lorentsen

Hun gjorde det igen! Isabell Werth var uopnåelig og vandt World Cup-finalen 2019. Hun leverede en kraftpræstation og vandt i dag sin femte World Cup-titel. Daniel var lige ved og næsten, men måtte tage til takke med en utrolig flot fjerdeplads

Copyright Ridehesten.com
Det var selvfølgelig en overud begejstret Werth der lod sig hylde af publikum. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.

Det var en nervepirrende finale hvor de bedste ekvipager alle leverede flotte Kür-programmer til langt over den magiske grænse på 80%. 

Werth øverst på podiet 

Tyske Isabell Werth viste endnu engang at hun kan levere en pragtpræstation, som ingen kan slå, når det virkelig gælder, og dermed kunne Werth sammen med Weihegold e. Blue Hors Don Schufro/ Sandro Hit lade sig hylde som vinder af World Cup-finalen endnu engang. Parret red en fantastisk Kür, som blev belønnet med hele 88.871 %. Ovenikøbet er det et hattrick for ekvipagen, da de vinder finalen for tredje år i træk.

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Weihegold. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.

Tilbage i 1992 vandt Werth sin første World Cup-finale også her i Göteborg. Hør hende fortælle om dagens ridt og om forskellen på sporten fra dengang og nu i videoen nederst i nyheden.

Ind på andenpladsen red den unge amerikaner Laura Graves og hendes fantastiske Verdades e. Florett As/ Goya. De leverede også et eminent resultat med et virkelig flot program, som blev belønnet med en score på 87.179% af dagens dommerpanel.

Copyright Ridehesten.com
Laura Graves og Verdades endte på andenpladsen efter et fantastisk ridt. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.

Tredjepladsen gik til tyske Helen Langehanenberg og Damsey FRH e. Dressage Royal/ Ritual. Ekvipagen red på banen som sidste rytter og de gav den virkelig hele armen. Det var et virkelig flot program og det var dommerne enige i. Helen blev belønnet med en score på 86.571 % og dermed sikrede hun sig den sidste plads på podiet.

Se resultatlisten fra klassen her.

Daniel ender som nr. 4

Efter gårsdagens ridt var der forhåbninger om en podieplads for danske Daniel Bachmann Andersen, og Daniel red virkelig et flot program med hingsten Blue Hors Zack e. Rousseau/ Jazz. Desværre var det ikke helt nok til at Daniel kunne ende i top tre, men en flot 4. plads i det stærke felt er også virkelig flot.

Daniels scorede hele 85.468 % for det flotte ridt, hvilket også var en personlig rekord for ham og Blue Hors Zack. Ingen tvivl om at Daniel var virkelig glad og tilfreds med dagens præstation, se videoen nedenfor, som er optaget umiddelbart efter Daniels ridt.

Teamet omkring Daniel i Göteborg var tydeligt rørte under hans program, hvor der både blev redet med og fældet en tåre eller to. Begejstringen var heller ikke til at skjule da Daniel afsluttede sit fantastiske Kür-program sammen med Zack. 

Weihegold havde virkelig fortjent det

Ved pressemødet efter World Cup-finalen fortalte Werth om dagens præstation og om hendes tidligere World Cup-sejr tilbage i 1992 i Göteborg.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner