Thomas Bisgaard
Da Voltigeklubben Thommysminde i weekenden afviklede DM i voltigering på Billund Sportsrideklub var årets to EM deltagere med på startlisten. Gruppen fra Voltigeklubben Thommysminde, der opnåede en fantastisk 5. plads ved EM i august hedder herhjemme VKT1. Gruppen var helt suveræn i mesterskabet, hvor de vandt foran klubkammeraterne fra VKT2. I kvindernes enkeltvoltigering var den anden af årets danske EM deltagere til start. Marie Brandt Hansen har skiftet sin vante hest ud siden EM og har tydeligvis ikke helt vænnet sig til Milano endnu. Det blev til en plads lige uden for medaljerækken. Derimod kunne den tidligere EM og VM sølvvinder – og mangedobbelte Danmarksmester, Rikke Laumann, igen stå øverst på podiet, efter et år, hvor hun har været ude med en knæskade, som bl.a. forhindrede hende i at starte både VM og DM sidste år, og EM i år. Kristina Jensen fra Voltigeklubben Thommysminde vandt sølv i hendes DM-debut, mens bronzen gik til en anden DM-debutant, nemlig Lærke Mikkelsen, der også kommer fra Voltigeklubben Thommysminde. Både Kristina og Lærke er i øvrigt med i gruppen VKT1.