Farveglad hest til Dronningen

17-04-2010 08:30

Maja Golles

At det kan være svært at finde gaven til HM Dronning Margrethe II, det måtte nok mange gæster og gavegivere have erfaret ifm. Dronningens 70 års fødselsdag i går. INGDAM’S, som gennem mange år har sponseret HH Prinsesse Nathalie og har til huse i Fredensborg, var dog ikke usikker på deres gave til Majestæten
Copyright Ridehesten.com
Aff Ingdam-Lindgren, INGDAM’S, med gaven til HM Dronning Margrethe i anledning af 70 års fødselsdagen.

- Gaven måtte naturligvis blive en hest, ikke en levende, men selvfølgelig i special udformning, fortæller Aff Ingdam-Lindgren, INGDAM’S. En hest smukt dekoreret i decoupagelignende mønstre i glade farver. Hesten er malet af kunstneren Kerstin Cizmowski i serien Art of the City, der er illustreret af internationale kunstnere, og hvert eksemplar er nummereret. - Vi syntes, decoupage-hesten stemte gevaldigt fint overens med Dronningens mange spændende decoupageværker, vi har haft fornøjelsen at se på udstillinger og som bogillustrationer, bla i H.C. Andersens “Snedronningen”, fortæller Aff. Dronningen var som barn og ung glad for at ride tidligt om morgenen i skovene ved Fredensborg og Gråsten. I bogen “De kongelige heste” skrevet af journalist og cand. mag. Eva Nitschke kan man dog finde forklaringen på, hvorfor dronningen ikke fortsatte sin ridning: “En dugfrisk skov med råvildt, der står og græsser i lysningen – det er fuldkommen bedårende. Men jeg var altså ikke tilstrækkelig interesseret i ridning til at tage det sure med. Og det sure var at ride rundt og rundt i ridehuset på Christiansborg. De samme syv gråspurve lettede fra de samme tre hestepærer, hver gang, man kom rundt i hjørnet af ridehuset. Og lige gråt og råt var der. Åh, bare lyden af disse gråspurve,« siger Dronning Margrethe i bogen. At Dronningen har fundet mange andre interesser, må nok siges, konstaterer Aff Ingdam-Lindgren, som håber, den farveglade decoupage-inspirerede hest må lede tankerne til varme sommermorgener og dejlige minder.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner