Camilla Tiefensee Schrøder
De næste tre år vil der stå Saab på Grand Prix-, Grand Prix Special- og Gran Prix Kür-klasserne, når der afvikles Nations Cup Dressur ved Falsterbo Horseshow i Sverige. Det oplyser stævnearrangørerne i en pressemeddelelse.
– Det er helt på linje med vores satsning på svensk ridesport og dressur. Det langsigtede mål er flere medaljer og flere svenske ryttere til internationale stævner, udtaler Stefan de Flon, sponsoransvarlig hos Saab.
Falsterbo Horseshow er meget tilfredse med samarbejdet, da det understøtter deres ambitioner om at udvikle og fremme dressurridning.
– Vi ved, at interessen for dressuren er stor, både i Sverige og i udlandet, og vi vil holde dressuren i verdensklasse, siger formanden for Falsterbo Horseshow og fortsætter:
– Derfor er det vigtigt med en langsigtet partner for at kunne fortsætte udviklingen, og Saab AB er en partner, som også tidligere har haft stor fokus på ridesporten.
I år afvikles Nations Cup på Falsterbo den 14. og 15. juli, og ryttere fra Danmark, Sverige, Rusland, Østrig, Spanien, Tyskland, Holland og USA er indbudt til stævnet.
Falsterbo Horseshow 2018 afholdes fra den 7.-15. juli. Det store stævne, som blander springning og dressur i topklasse med shows og sommerstemning, har et årligt besøgstal på over 60.000 mennesker, og der transmitteres tv til hele 71 lande.