Faglighed i top til temaaften

12-08-2023 08:52

Trine Askjær-Jørgensen

Både en dyrlæge, to beridere, en beriderelev og en dressurdommer var på banen, da Dansk Ride Forbunds Distrikt 2 og Frederiksværk Rideklub afholdt en spændende temaften for både egne og lokale klubmedlemmer

Copyright Ridehesten.com
Foredrag ved dyrlæge Nicolai Jarløv. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fagligheden var i top, da medlemmer fra klubber i Dansk Ride Forbunds Distrikt 2 og Frederiksværk Rideklub i onsdags var samlet til temaaften i netop Frederiksværk Rideklub. 

Ph.d. og dyrlæge Nicolai Jarløv lagde ud med sit oplæg, hvor han havde fokus på årsager til skader og nedsat præstationsevne hos atletiske rideheste herunder bundforhold, hestens behov for søvn og hvile samt mervægt hos heste, som opstår ved overfodring med grovfoder (græs, wrap og hø). Nicolai gav sig god tid til at besvare deltagernes mange relevante spørgsmål, og dette skabte en åben dialog og god stemning. 

Efter lille pause rykkede alle i ridehuset, hvor beriderelev Marianne Øveraas Ellingsen og berider Andreas Emil Larsen fremviste to skønne, unge heste, nemlig 4-årige Dahlia V. e. D'avie/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Iben Leere Kamp), der netop er udtaget til eliteskuet, samt 5-årige SRDH Verona e. Valverde, ejet af Anne Lyngby.

Imens ekvipagerne skridtede rundt fortalte dressurdommer Mette Müller om træningsskalaen og DRF-fordringerne i dressur, som også er med til at  danne grundlaget for dressurdommernes uddannelse samt bedømmelse af parcouren (DRF-fordringer i dressur er at finde på Dansk Ride Forbunds hjemmeside).

Berider Karin Nissen kommenterede, at begge unge heste bevæger sig med særdeles god mekanik, har en smidig overlinje og udviser en enorm ridelighed og gålyst. Dette gør ifølge Karin, at de begge to har et stort udviklingspotentiale og er utrolig spændende heste til fremtiden.

Copyright Ridehesten.com
Marianne Øveraas Ellingsen og Andreas Emil Larsen på unghestene Dahlia V. og Verona. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Andreas og Marianne fremviste begge heste i den uddannelsesgrad og form, man ønsker hos unge heste redet på det niveau. Mette kommenterede på hestenes holdning, kapacitet og ridelighed, og hun forklarede også, hvordan man som dommer adskiller de forskellige heste og øvelser ud fra det niveau, som de præsterer på. 

Herefter fremviste Karin Nissen den 8-årige Scaglietti V. e. Sezuan/ Lauries Crusador XX (opdr. Iben Leere Kamp og medejet af Grethe Kristensen), imens Andreas Emil Larsen fremviste sin 9-årige Grand Prix-hest Lillesø's Sezoo e. Sezuan/ Sandro Hit (opdr. Stutteri Lillesøe).

De to ekvipager viste tilskuerne de svære øvelser, som Mette undervejs kommenterede. Der var lagt op til debat, hvilket gav anledning til spændende spørgsmål fra tilskuerne og super brugbare forklaringer fra Mette. 

Scaglietti udførte blandt andet rigtig flotte galoppiruetter. Det samme gjorde Sezoo, der også kunne centrere sine piruetter superflot på midterlinjen til Grand Prix-niveau. Dermed fik tilskuerne et rigtig fint indblik i, hvilken betydning et års aldersforskel samt træning kan have på hestens styrke og udvikling. Her kunne der fint trækkes en rød tråd fra de to tidligere fremviste unge hestes mekanik, gålyst og ikke mindst ridelighed. 

Til slut havde tilskuerne mulighed for at stille Andreas og Karin spørgsmål omkring deres træning af hestene, herunder varighed og træningsmængde. Der blev flittigt spurgt ind, hvilket gav en god debat. Arrangementet sluttede, og herefter gik mange en tur over i de flotte, nyrenoverede stalde på ridecentret. 

Læs mere om begivenheden eller om Frederiksværk Rideklub.

Copyright Ridehesten.com
Fra venstre: Karin Nissen med Scaglietti V., Mette Müller og Andreas Emil Larsen med Lillesø's Sezoo. Foto: Privat
Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen