Et fantastisk WEG - og en undskyldning

07-09-2014 12:29

Britt Carlsen

WEG - Alltech FEI World Equestrian Games er nu på vej mod den sidste dag - i dag talte arrangørerne, sponsorerne og ledelsen i FEI til pressen om stævnets afvikling og fremtid - måske en fremtid i Danmark? - og så var der en undskyldning fra Haya for de dårlige arbejdsforhold for pressen

Vi har gennem de seneste to uger været vidne til fantastisk sport. Det har været et absolut privillegium at følge heste og ryttere gennem flere dages hårde konkurrencer, og se vindernes glæde og jubel over medaljerne. Fik jeg mulighed for at give en medalje ud, så skulle det være en af guld til de franske tilskuere, de har om nogen været med til at gøre disse lege helt uforglemmelige. De har skabt en stemning og et lydniveau på fodboldstadion, som jeg er sikker på overgår jublen efter en scoring af hjemmeholdet med flere decibel. Det var næsten som et fysisk slag, når lydbølgen ramte en nede ved banen, når en fransk rytter leverede et betydningsfuldt resultat, men også gæsterne blev mødt med jubel og klapsalver.

Antallet af deltagerlande er steget med 25% siden det sidste WEG i Kentucky i 2010, 570.000 billetter har arrangørerne solgt og der har været over 500 millioner tvseerer fra hele kloden, som har tunet ind på WEG i Normandiet. 

HKH prinsesse Haya, FEI præsident udtrykte stor glæde over den store mediedækning, som der er blevet WEG til del de seneste to uger og i den forbindelse gav hun pressen en undskyldning for de dårlige arbejdsforhold vi har oplevet hernede. - Det, understregede hun, skal ikke ske igen og i fremtiden vil FEI være mere opmærksomme på det forhold, lovede hun. Som man måske har læst i mine blogs fra bag kulisserne, så har pressen haft særdeles dårlige arbejdsforhold, især i den første uge. Efter adskillige klager til FEI, arrangørerne og hovedsponsoren Alltech, så kom der bedre styr på tingene i uge to, især i kraft af Alltech, som har bespist os med sandwiches, vand på flasker, kaffe, æbler og chokolade den seneste uge, og arrangørerne har sørget for, at vi har lokale oste og pate specialiteter til vores rådighed samt smagsprøver på den lokale æblecider. Så nu dufter der af ost og æbler i hele pressecenteret, og stessniveauet blandt de 600 journalister og 300 fotografer er dalet betydeligt, efter vi har fået let adgang til frokost, og ikke har skullet gå udenfor stadion for at stå i kø ved den lokale bager. Problemerne omkring maden er dog blot en del af de udfordringer der er blevet medierne til del her i Normandiet, så der bliver noget for fremtidige stævnearrangørere at arbejde med. Selv her den sidste dag, er der fortsat journalister og fotografer, som kommer forbi min arbejdsplads og roser EM i Herning i høje toner, som det sted, hvor sport, vejr og fantastiske arbejdsforhold for pressen gik op i en højere enhed - herligt, og hermed bringes rosen videre til de mange frivillige hjælpere til EM i Herning, som i høj grad var en del af den succes.

En anden udfordring ved disse lege har også været, at tidsplanen er lagt på en måde, så det ikke har været muligt for hverken tilskuere eller presse at se selv højdepunkter i enkelte af disciplinerne. Det er også et forhold, som FEI vil se på i fremtiden, men, som Haya understregede, så skal vi alle til at vænne os til, at det vigtigste er, at der er optimale forhold for hver disciplin, og betyder det, at der bliver langt mellem de forskellige stadions, som her i Caen, så er det såden det kommer til at se ud i fremtiden. 

Og hvad med fremtiden? Ja præsidenten kunne også berette, at WEG har haft besøg af personer fra forskellige lande, som måske i fremtiden kunne være potentielle værter for World Equestrian Games, her nævnte hun Japan, Australien, Irland, UAE, Qatar, England og Danmark!

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner