Et dyrskue med vrinsk i

08-06-2007 12:36

Britt Carlsen

Hjørring Dyrskue 22.-23. juni introducerer en nyhed i år: Et stort hesteshow fredag aften samt en fælles grillfest. Sidste års succes med besøg af skolebørn har vokset sig endnu større. Springrytteren Carsten Ganderup og hingsten Liwe Star satte tidligere i år både dansk og nordisk rekord i højdespring med et spring på 2,30 meter. I Hjørring vil han gennemføre en showspringning i konkurrence med to andre erfarne springryttere, Kr. Skovridder og Lars Pedersen. Hesteshowet bliver en to timer lang opvisning af det bedste fra hestesporten: Dressur, spring, westernridning, køreopvisning og meget mere. Hesteshowet er et ekstra indslag fredag aften, men du kan opleve både dyrskuet og hesteshowet på samme billet, forudsat du ikke forlader pladsen. Årets grillfest ----------------- Forud for hesteshowet arrangerer kødkvægsudstillerne på dyrskuet en kæmpe grillfest. De har hidtil haft deres egen lukkede grillaften, men i år kan alle deltage. Menuen er lækre kalvesteaks, grillpølser, kartoffelsalat, grøn salat og flutes. Prisen er kun 50 kr., og spisebilletter kan købes dagen igennem i dyrskuets tombola samt ved selve grillfesten. Den faglige del af dyrskuet bliver lige så omfattende som tidligere år. De foreløbige tal for tilmeldte dyr ser ud til at nå sidste års høje niveau, endda med en stigning i antallet af heste, og maskinudstillingen er udsolgt. Danish Crown i Madbazaren ----------------------------------- Et populært indslag på dyrskuet har de seneste år været Madbazaren, hvor nordjyske producenter præsenterer gode råvarer og lækker mad. I år vil der være ca. 20 udstillere i Madbazaren, og en af dem er Danish Crown, der ellers har besluttet ikke at deltage i dyrskuer. Men det er lykkedes Madbazaren at få slagterigiganten til at præsentere en stribe nye nicheprodukter i Hjørring. Sidste år havde Hjørring Dyrskue besøg af næsten 2000 skolebørn, som deltog i særlige aktiviteter på dyrskuepladsen og som i ugerne op til dyrskuet havde arbejdet med landbrug og fødevarer. LandboNord har gentaget tilbudet til skolerne, og i år har ikke færre end 2600 elever og deres lærere meldt deres ankomst på dyrskuet fredag morgen. Arrangørerne glæder sig utrolig meget over den store interesse, for det har stor betydning for landbruget at få de unge generationer i tale. Dyrskuet åbnes traditionen tro af byens borgmester, Finn Olesen, og LandboNords formand Henrik Gregersen. I LandboNords telt vil der fredag formiddag være debatmøde med Dansk Landbrugs formand, Peter Gæmelke, og ved middagstid vil han og Finn Olesen bytte kasketter og i den store ring give bud på, hvad de ville gøre, hvis de var henholdsvis borgmester og landbrugspræsident. Både fredag og lørdag er der tætbesatte programmer i de fire ringe. Bedømmelse af dyrene, mønstringskonkurrencer samt masser af underholdning, bl.a. skovhuggerne fra Rold, tærskning med plejl, klipning af får, kørsel med veteranmaskiner, rideopvisning og gymnastik. Som tidligere år bliver der gratis shuttlebus mellem Hjørring midtby og dyrskuepladsen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner