Et dansk landshold med potentiale

15-08-2016 19:46

Britt Carlsen

OL

Det har været en fantastisk rejse for de fire landsholdsryttere ved OL i dressur. Det hele kulminerede i dag med küren, hvor både Anna Kasprzak og Cathrine Dufour var til start blandt verdens 18 bedste ryttere

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Cassisy i deres første optræden i en OL-finale.

De kom ikke til at blande sig i topstriden, Anna og Cathrine, men det vidste de på forhånd, målet hjemmefra var en OL finale, og det mål gik i opfyldelse på stadion i Deodoro i dag. I bagende sol og stegende hede red de på banen og viste deres gode kür. Både Anna og Cathrine er et produkt af den talentudvikling, som i høj grad bliver skabt gennem deltagelse i ECCO-cuppen. De to unge kvinder, og mange andre med dem, har en kür- erfaring og -fornemmelse, som kommer dem tilgode også i deres fremtidige karriere. Der er ingen tvivl om, at de fire landsholdsryttere vi havde med til dette OL, kommer til at præge dressursporten. Og hvor langt de kan nå? Ja det kan kun fremtiden vise.

I dag var ikke en fejlfri dag for de to danske kvinder. Men begge var de tilfredse med deres resultat, ikke jublene overgearede, men tilfredse med at have leveret en god præstation hele vejen gennem de mange konkurrencedage ved OL. Begge heste skal hjem og holde noget fri, og hvornår vi igen får dem at se i konkurrence, ja det fortæller Cassidy og Pepe deres ryttere, når træningen bliver genoptaget. 

Et dansk "Dream-team"
- Det har været det fedeste. Jeg huskede lige at smile da jeg red ind og ud, og lige trække det hele ind. Så ærgrer jeg mig over, jeg ikke nåede ind i top ti, siger Cathrine Dufour - hun sluttede på 13. pladsen med 78,143% lige foran Anna Kasprzak på 14. pladsen med 76,0982%
- Jeg gjorde, hvad jeg kune i dag, men havde en dyr fejl i starten. Jeg er bare så stolt af den lille røde racer, at han har kunnet gå hele vejen. Nu skal jeg hjem og trække vejeret og så skal fokus rettes mod EM til næste år. Jeg glæder mig til at få ham hjem igen, og jeg håber ikke OL har slidt for hårdt på ham. Nu skal han ikke lave noget et par måneder.
Holdleder Kimi Nielsen har stor ros til de fire landsholdsryttere:- Jeg er stolt over, hvordan de har håndteret det her. Selvfølgelig har der været nogle udfordringer ved et OL i Brasilien, men rytterne har taget det med godt humør, og jeg har ikke hørt dem brokke sig, de har været enormt positive hele vejen. Det har virkelig været et "dream-team" vi har været afsted med. 
Se reultaterne HER

Copyright Ridehesten.com
Det var anden gang Anna Kasprzak og Donnperignon red ind i en Olympisk finale.

Læs meget mere om OL i Rio i magasinet Ridehestens septembernummer

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner