Er der andre hestedrenge end mig?

13-03-2023 10:19

En forening, der har taget rideverdenen med storm det sidste års tid, er Drenge i Ridesporten, som med adskillige arrangementer arbejder for at fremme vilkårerne for drenge, der rider. Vi mødte dem i Herning

Copyright Ridehesten.com
Drenge i Ridesporten til hingstekåringen 2023. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I 2021 kom historier om grov mobning af drenge, der rider, frem i lyset. I kølvandet på dette arrangerede en forældregruppe et kursus kun for ridedrenge. 

Først var kurset planlagt til at finde sted hos Nina Kaae, der selv har en dreng i ridesporten. På deres ridested kunne de samle omtrent 20 drenge, hvilket Nina reklamerede med på Facebook. Kort tid efter var der mange flere tilmeldte, og arrangementet blev rykket til Vejle Rideklub

Ét arrangement blev til flere, og foreningen Drenge i Ridesporten blev stiftet med Morten Eifler, der også er forælder til en ridende dreng, som formand, mens Nina Kaae tog næstformandsposten.

Drenge til hingstekåring
Til forskellige heste-relaterede arrangementer mødes drengene og dyrker fællesskabet omkring hestene. Det var også tilfældet til Dansk Varmblods Hingstekåring i år, hvor over 40 drenge var troppet op i Herning. 

På trappen skulle der tages billeder, og her sås det tydeligt, at der er drenge, som rider; også mere end blot nogle få. Presset på trappen blev nemlig så stort, da alle deltagende drenge stod der, at et glasparti flækkede.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Billetterne blev sponsoreret af Dansk Varmblod, og ind kom alle drenge gratis – noget som netop er vigtigt for Nina og Morten: At det ikke er økonomien, der forhindrer drengene i at deltage til de forskellige arrangementer, som foreningen står bag. Hertil udtaler Morten:

– Det er vigtigt for os, at det ikke kun er for de drenge, der er eliteryttere. Bredden er vigtig, også hos drengene, og man behøver ikke ride mere seriøst som dreng end som pige, mens Nina fortsætter: Vi lægger samtidigt også vægt på, at drengene ikke tager det for givet. Vi gør meget for at give drengene gode oplevelser sammen, og de har også været heldige, at der har været mange dygtige undervisere på kurserne, og det skal de huske at sætte pris på.

– Der kommer kun drenge
Til sin fødselsdag umiddelbart før første kursus fik Mortens søn et gavekort hertil. Først forstod han ikke, hvordan der kun kunne komme drenge, når der ikke var særligt mange andre drenge end ham, der red, og som Morten fortæller, var det eneste, han havde at sammenligne med, en ridelejr sommeren før hos Georgia Timmermann, hvor han var den eneste dreng. Derfor var glæden stor, da Mortens søn opdagede, at han bestemt ikke var alene, og at der var drenge på hans egen alder, som også elskede heste. Netop dette, fortæller Morten og Nina, er formålet med foreningen: At drengene får andre drenge at have et heste-fællesskab med og spejle sig i samt, at ingen drenge skal mobbes og føle sig forkerte over deres sport.

Men hvad så med pigerne?
Et kritikpunkt, som Nina og Morten af og til bliver spurgt ind til, er, hvorfor de ikke også arbejder for et godt fællesskab blandt piger, der rider; men det er ikke der, hvor problemet er, siger Nina:

– Selvfølgelig skal pigerne også have et godt fællesskab, men det er blandt drengene, at der i særlig høj grad foregår mobning fra andre børn. Det er drengene som føler sig alene, da der er en overvægt af piger på rideskolerne. Derudover faldt det os naturligt, da vi begge har drenge, der rider.

Copyright Ridehesten.com
Nina med sin søn til hingstekåringen 2023. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Et internationalt koncept
Foreningen har fået forespørgsler på, om de vil hjælpe til med at starte et lignende koncept i andre lande, bl.a. i Sverige. Det skal der handles på, lyder det fra formanden og næstformanden, og derudover håber de bare på, at kendskabet til foreningen vokser endnu mere, og at drengene i ridesporten får øjnene op for, at de ikke er alene – for der er andre drenge i hesteverdenen.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen