En suveræn hingstekollektion til Herning 2009

21-01-2009 08:30
Når Dansk Varmblod den 5.-8. marts indbyder til den 30. hingstekåring i Messecenter Herning, kan publikum imødese en spændende årgang tre-års hingste af international afstamning. Kåringskommissionen har i alt udtaget 51 tre-års hingste, som i Herning bliver suppleret med yderligere 21 unghingste, der har kvalificeret sig via udenlandske hingstekåringer.

- Vi kommer til at opleve nogle fantastiske individer af tre-års hingste ved kåringen i år, hvor der uden tvivl vil blive snæver kamp i præmieringen, siger talsmand for Dansk Varmblods kåringskommission, Poul Graugaard, og løfter sløret for, at de mange gode danskavlede hingste får usædvanlig stærk konkurrence fra de importerede hingste. - Vi har i år en nogenlunde jævnbyrdig styrke blandt hingste af dressur- og springafstamning, og indenfor begge avlsretninger er der indkøbt noget af det ypperste i verden, fortæller Poul Graugaard. Der er ingen tvivl om, at danske opkøbere har håndplukket frugten af efterårets hingstekåringer i Tyskland. Det drejer sig om fløjhingste og de absolut dyreste hingste købt på auktion. Det er Poul Graugaards overbevisning, at denne hævelse af overliggeren tjener den danske avl et godt formål. - Vi ser gerne flere danskavlede tophingste, men det er til stadighed vores hensigt at kåre de allerbedste hingste, uanset om de måtte være danskfødte eller ej. En farverig kollektion Årets unghingstekollektion indeholder spændende halvblodshingste og særdeles attraktive blodlinjer inden for varmblodsavlens to retninger: dressur og springning. For allerførste gang nogensinde møder en broget hingst til Dansk Varmblods hingstekåring i Herning, idet forbundet ingen farvepolitik har, men satser på hingstenes brugsegenskaber. Publikum vil sikkert med spænding imødese den brogede hingst, Hedens Le Mioche, efter elitehingsten Michellino DVE 542, opdrættet og fremstillet af Anne Marie og Kjeld Larsen, Aabybro. Opdrætterne går målrettet efter at avle varmblodsheste af broget lød og har dertil importeret avlsmateriale fra Holland og heriblandt den brogede hoppe Ping Pong, der er mor til Hedens Le Mioche. Ping Pong er kåret i hovedstambogen, som er Dansk Varmblods højeste kåringsklasse, og hun har nu fået fire føl hos Anne Marie og Kjeld, hvor de tre efter Michellino alle er brogede. - Da vi både har en helsøster og en yngre helbror til Le Mioche, har vi bestemt at sælge ham på Dansk Varmblods auktion under hingstekåringen i Herning, men det er en svær beslutning, for vi får rigtig mange henvendelser fra avlere, der er interesserede i at benytte ham i avlen, fortæller Anne Marie Larsen. De to stærkest repræsenterede faderhingste i hingstekåringens hold af tre-års hingste er Blue Hors Don Romantic DVH 801 og Blue Hors Romanov DVH 818 med hver seks sønner. Derefter følger hingstene Sunny-Boy med fire sønner og Lauries Crusador xx med tre sønner og to dattersønner. Avler Jørgen Ravn, Holsted, har opdrættet tre hingste, der er udtaget til kåringen i Herning, og fremstiller selv sine to hingste efter Sunny-Boy. Hans opdræt efter San Remo ejes af Blue Hors ApS, der fremstiller seks tre-års hingste til kåringen, hvor den samlede kollektion af tre-års hingste er på 72. Blodfornyelse I holdet af forædlede hingste er der fire repræsentanter. Kategorien dækker over hingste, der har enten en forædlermor eller -far, der er enten fuldblod eller araber. I år er der tale om fire halvblodshingste, der alle har en fuldblodshingst som far, og det drejer sig om tre tyskfødte sønner af Lauries Crusador xx, hvoraf én er trakehner og de to øvrige er hannoveranere. Desuden drejer det sig om en danskavlet halvblodshingst efter hingsten Painters Row xx ud af den kendte Pari-hoppestamme og opdrættet og ejet af Ruth og Jørgen Søgaard, Bedsted Thy. Avlsledelsen tillægger brugen af forædlerblod meget stor værdi og det er derfor glædeligt, at der i holdet af tre års hingste også findes en tiltalende hingst af angloarabisk afstamning. Den fremstilles af opdrætteren Rolf Hahn, Skærbæk. Nye blodlinjer i avlspopulationen kan være en medspillende faktor i en positiv udvikling af avlen. Ved kåringen i år fører flere af hingstene nyt blod i Danmark via deres faderhingste som blandt andre Balou du Rouet, Cornet Obolensky, Quo Vadis, Stakkato og for dressurhestene Bellisimo M, Daddy Cool, Fürst Heinrich, Rascalino og San Remo. Et multi-arrangement Dansk Varmblods Hingstekåring tager samtlige haller i Messecenter Herning i brug ved dette Nordens største hestearrangement, der de seneste år er blevet besøgt af 53.000 mennesker. Programmet byder på gallashow fredag og lørdag aften samt et specialarrangement torsdag aften. Endvidere afvikles Dansk Varmblods unghestechampionat, som er en landsfinale for Danmarks bedste 5-årige rideheste, og der afholdes auktion over hingste og rideheste. Sideløbende med de mange spændende aktiviteter er der altid nye produkter og gode tilbud at finde på tilbehørsmessen Hest & Rytter, hvor 300 stande indtager 26.000 m2 af messecentret.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner