En smuk forårsaften på Blue Hors

23-05-2017 08:08
Avl

Traditionen tro holder Blue Hors følaften på en flot solskinsaften i maj måned, og det sker hvert år efter samme velfungerende koncept

Nyheden fortsætter efter annoncen

I smukke solbeskinnede kulisser fandt et af forårets bedste avlerarrangementer sted i aftes hos Blue Hors i Randbøl, hvor konceptet hvert år lyder: præsentation af alle hingste foran hingstestalden, fremvisning af føl efter stutteriets hingste, avlerhygge med grillpølser og drikkevarer. Det er et koncept, der holder og hvert år trækker hundredvis af interesserede gæster til.

Dancetto ikke frugtbar
Præsentationen af hingste foregik således, at den yngste årgang først blev præsenteret, og man kan lige så godt starte med den kedelige nyhed, så Esben Møller havde valgt at præsentere den lovende Dancetto som den første for samtidig at dele med gæsterne, at hingsten ikke er tilstrækkelig frugtbar til at virke i avlen i år, og derfor er han pr. dags dato trukket ud af avlen. - Det er ærgerligt, for her har vi ellers fundet en De Niro-sønnesøn i store, åbne rammer og med stor smidighed, som vi mener passer glimrende til meget af det Jazz- og Ferro-blod, vi har kørt med de senere år, fortalte Esben.

Hele hingstekollektion - og nogle fra Fyn
Præsentationen af hingstene på 'gårdspladsen' giver Esben anledning til at fortælle om hingstenes historie og stutteriets håb og forventninger til hver enkelt hingst, lige som det giver avlerne alletiders mulighed for at se hingstene live på tæt hold og vurderer type, fundament, temperament osv.
Hingstene på Blue Hors står generelt skarpt i typen, og mon ikke mange hvert år undres over, hvor flot en hingst som Rockefeller altid tager sig ud på trods af, at han ikke kan præstere i sporten. Hans udstillingsform matcher de yngre hingstes.
I kollektionen af hingste blev gæsterne, der udover hundredvis af danske avlere også talte flere fra udlandet, også præsenteret for flere hingste fra Stutteri Ask på Fyn. I al sin 24-årige pragt afsluttede hingstestaldens konge, Don Schufro, forestillingen ved på meget overbevisende og energisk vis at demonstrere, at det slet ikke er noget for ham at stå stille og blive anskuet.

Copyright Ridehesten.com
Det her er, hvad Don Schufro hvert år har at sige til hingstefremvisningen! Den 24-årige herre lader ingen være i tvivl om, at det ikke lige er noget for ham.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Føl i Danmarks flotteste kulisse
De sidste par år har selve fremvisningen af føl ved Blue Hors' følaften fundet sted på den sydvendte opvisningsbane, der giver publikum et fantastisk udsyn over det kuperede terræn, der i aftensolen skaber en meget smuk ramme om præsentationen af føl.

I al 27 dejlige føl blev til, og der blev vist føl efter faderhingste som Blue Hors Don Olymbrio, Blue Hors Zalabaster, Quarz Ask, Blue Hors St. Schufro, Humberto Ask, Blue Hors First Choice, Blue Hors Veneziano og Blue Hors Farrell.

Det giver publikum en enestående mulighed for at vurdere de enkelte hingstes gennemslagskraft i nedarvningen af type og gangarter og samtidig se, hvilke hoppetyper de passer bedst til. Samtidig kan man nyde synet af de mange prægtige hopper, der fremviser føl og blandt dem er der hvert år både hingstemødre og højtkårede hopper.
Aftenen sluttede som sædvanligt af med, at Blue Hors var vært for en grillpølse og et krus fadøl, mens snakken gik livligt blandt avlerne.

Se Blue Hors' nyhed med stemningsbilleder HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner