En designerhistorie og en generationsvirksomhed (video)

24-10-2023 18:41

Der var nok at lade sig inspirere af til FEI World Cup Herning 2023. To ridetøjsfirmaer med hver deres specielle - og fra hinanden vidt forskellige koncept - har på messen talt med Ridehesten om deres historie og vision

Copyright Ridehesten.com
Marie-Louise Ejlersgaard, stifter af Marise Bags, fotograferet på sin stand til World Cup Herning messen 2023. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Marie-Louise Ejlersgaard står bag Marise Bags, som det tydeligt kan høres på navnet. Hun er uddannet dyrlæge og er samtidig designer og dressurrytter - og så har hun så også været virksomhedsstifter- og ejer siden 2017, hvor Marise Bags blev grundlagt. Det startede med funktionelle lædertasker til ryttere, men sortimentet er senere blevet udvidet med uldtæpper og læderhandsker. Det gennemgående koncept er stilrenhed - og så skal kvaliteten og dermed holdbarheden være i orden, så produkterne ikke skal udskiftes i tide og utide. 

Ideen bag firmaet kom fra Marie-Louises designerbaggrund; hun manglede de tidsløse designerprodukter, som ellers kan købes i modeverdenen, i en hesteversion. I forskellige matchende serier kan støvle-, hjelm-, weekend- og crossbodytasker købes. Marie-Louises nuværende yndlingsprodukt er en lædercrossbodytaske, der både kan bruges i storbyen og på en skridtur om sommeren, hvor mobilen ikke kan være med, når jakken og dens lommer mangler - dette er netop visionen for Marise Bags, fortæller Marie-Louise:

– Jeg vil gerne med mine produkter vise, hvordan anvendeligheden af designerprodukter kan være så bred, at den samme taske kan bruges både i og udenfor hesteverdenen.

Copyright Ridehesten.com
Crossbodylædertaskerne fra Marise Bags. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I videoen fortæller Marie-Louise yderligere om sin vision for Marise Bags, og så kan du også høre mere om hendes baggrund, der har sat hende i stand til at starte sin virksomhed:

Marise Bags har et klart defineret koncept, og ligeledes har den anden af de to virksomheder, der er i fokus her. Der er tale om Piaf Copenhagen, som er en dansk nyopstartet webshop, drevet af den unge iværksætter Jasmin Høyer med stor støtte fra både sin mor og farmor, der på hver sin vis har erfaring i modeverdenen. 

Piaf Copenhagen er ifølge Jasmin unikke på det punkt, at de sælger mærker, der ellers ikke er at finde på det danske marked. Med stor begejstring i stemmen fortæller Jasmin om en flere års lang kamp, der i dagene før World Cup messen endeligt lykkedes: Aztec Diamond, som er et britisk ridetøjsmærke, gik her nemlig med til et samarbejde med Piaf Copenhagen, som dermed bliver eneforhandler af brandet herhjemme. Men hvad er så særligt ved det mærke, at Jasmin har valgt at knokle flere år for at få det til Danmark - og hvordan er det at blive rådgivet undervejs i den proces af sin egen familie?:

Copyright Ridehesten.com
Her ses de tre involverede generationer i Piaf Copenhagen. Fv. Tina Høyer, farmor, Anja Høyer, mor og Jasmin Høyer, datter og barnebarn. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen