Thomas Bach Jensen
Fra 1. februar starter virksomheden "Emma Ahlberg Horse Performance" med svenske Emma Ahlberg og hendes danske kæreste, berider Lars Ringkjær, som hovedpersonerne. Rammen om virksomheden er den smukke Vandstedgaard i Barmer ved Nibe syd for Limfjorden.
Emma, der nu har været ansat i otte gode år hos Helgstrand Dressage, og Lars, der er tidligere daglig leder og berider i Hjallerup Rideklub, har hver især gået med en drøm om at arbejde selvstændigt, men ikke alene. Derfor er den ideelle løsning for parret at opstarte virksomhed sammen.
– Det har været svært for mig at træffe beslutningen, fordi jeg virkelig elsker mit job. Jeg blev ansat af Andreas, da han startede sin virksomhed for otte år siden, og jeg kendte i starten ikke andre end Andreas, hans familie og enkelte ansatte, så det har været meget mere end blot en arbejdsplads. Jeg føler mig hjemme her og er stolt af Helgstrand Dressage, hvor jeg har haft mulighed for at ride og fremvise fantastiske heste, fortæller 29-årige Emma.
– Nu er tiden dog moden for mig til at prøve noget andet, og heldigvis har jeg mødt stor forstålese for det. Jeg har nu muligheden for at bygge noget op selv, og det bliver superspændende. Jeg red i den smukke ridehal på Vandstedgaard, da ridecentret blev indviet, og nu glæder jeg mig til, at det bliver rammen om min nye hverdag, fortæller Emma.
Lars, der underviser i flere jyske rideklubber, starter allerede op på Vandstedgaard den 1. december med ridning af enkelte heste og fortsætter ligeledes som underviser. Han og Emma er bevidste om deres respektive kompetencer, og således vil Emma blive firmaets førsterytter og vil varetage uddannelse af hestene samt fremstilling og konkurrenceridning, mens Lars udover undervisning og ridning vil stå for det daglige management og kundekontakt samt naturligvis bistå Emma med træning og stævner.